Østre Landsrets dom af 3. marts 2023 - U.2023.2276

Om den tidsmæssige udstrækning af retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og om tidspunktet fra hvilket, der skulle ske forrentning af erstatningen for erhvervsevnetab.

Sagen handlede om en patient, der havde en fået en patientskade den 17. maj 2018. Skaden blev anerkendt som dækningsberettigende den 5. september 2019. Skadelidte var ansat på fuld tid på skadestidspunktet, og blev sygemeldt og opsagt i forbindelse med patientskaden. Den 4. juli 2019 blev skadelidte tilkendt førtidspension med virkning fra den 1. august 2019.

Patienterstatningen havde i første omgang ved afgørelse af 19 maj 2020 vurderet, at skadelidte ikke havde krav på erhvervsevnetab, men genoptog sagen efter klage til Ankenævnet for Patienterstatningens. Ved afgørelse af 14. januar 2021 fandt Patienterstatningen, på baggrund af en nu indhentet speciallægeerklæring af 10. november 2020, at var grundlag for at yde erhvervsevnetabserstatning.

Patienterstatningen bestemte samtidig, at erstatningen skulle forrentes fra den 4. august 2019, der var månedsdagen efter, at A blev tilkendt førtidspension.

Endvidere fandt Patienterstatningen, at A var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. januar 2021 (tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse).

Ankenævnet for Patienterstatningen, fandt ved afgørelse af 17. juni 2021, at Patienterstatningen allerede den 19. maj 2020 havde et forsvarligt grundlag for at træffe afgørelse om at tilkende A erstatning for et erhvervsevnetab.

Sagen i Landsretten angik, hvor lang tid A var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og fra hvilket tidspunkt, der skulle ske forretning af A’s erstatning for erhvervsevnetab.

Skadelidte havde nedlagt påstand om, at 1) Ankenævnet for Patienterstatningen tilpligtes at anerkende, at skadelidte er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. januar 2021, og 2) Ankenævnet for Patienterstatningen tilpligtes at anerkende, at erstatningen for erhvervsevnetab skal forrentes fra den 4. august 2019

Landsretten udtalte bl.a., at efter § 24, stk. 1, i klage- og erstatningsansvarsloven, fastsættes godtgørelse og erstatning for patientskade efter reglerne i lov om erstatningsansvar.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at det var nødvendigt at indhente en speciallægeerklæring for at tilvejebringe det fornødne forsvarlige grundlag for at skønne over A’s varige erhvervsevnetab, og at der først på tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse af 14. januar 2021, hvor Patienterstatningen faktisk traf en afgørelse om, at A havde ret til erstatning for erhvervsevnetab, forelå et forsvarligt grundlag for at foretage det konkrete skøn over A’s fremtidige erhvervsevne.

A var derfor berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. januar 2021.

For så vidt angik spørgsmålet om forrentning udtalte landsretten, at efter ordlyden af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., og dens forarbejder måtte bestemmelsen forstås således, at der skulle være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtrådte, jf. Højesterets dom 6. oktober 2009 (UfR 2009.138). Som anført fandt landsretten, at A var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. januar 2021. Ankenævnet fandt imidlertid ved afgørelsen af 16. juni 2021, at forfaldstidspunktet for A’s krav på erstatning for erhvervsevnetab var den 19. maj 2020. På den baggrund fandt landsretten, at A ikke kunne gives medhold i et krav på forrentning af erstatningen for erhvervsevnetab forud for det af Ankenævnet fastsatte forfaldstidspunkt den 19. maj 2020.

Landsretten tog derfor A’s påstand 1 til følge, men frifandt Ankenævnet for A’s påstand 2.

 

 

Østre Landsrets dom af 2. marts 2023 – U.2023.2261

Forældelse af krav efter Arbejdsskadesikringsloven

Den 7. april 2011 kom A til skade under udførelsen af sit arbejde som pædagogvikar på en skole. Den 19. juni 2013 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen ulykken som en arbejdsskade. Den 18. november 2013 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at A ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. A påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen, der den 28. maj 2015 stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring genoptog sagen og traf den 30. juni 2017 afgørelse om, at A fortsat ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. A påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen, der den 24. maj 2018 stadfæstede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.

Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at A i hvert fald den 3. februar 2014 var bekendt sit eventuelle krav som følge af den anerkendte arbejdsskade, hvorfor den 5-årige forældelsesfrist udløb senest den 3. februar 2019, jf. arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3.

Landsretten tiltrådte, at A var bekendt med sit eventuelle krav som følge af den anerkendte arbejdsskade senest den 3. februar 2014, hvor han uddybede sin klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Den 5-årige forældelsesfrist i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3, udløb derfor senest den 3. februar 2019.

Samtidig med oversendelse af A’s klage til Ankestyrelsen genoptog Arbejdsskadestyrelsen i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, A’s sag med henvisning til, at det i klagen var oplyst, at A havde fået kontakt til kommunen.

Landsretten udtalte, at det følger af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 5, at stk. 3 og forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse på sager, hvor der sker genoptagelse efter § 41, stk. 2 (om en sygdoms efterfølgende optagelse på fortegnelsen over erhvervssygdomme), eller på andet grundlag end §§ 41-43 (dvs. på almindelig forvaltningsretligt grundlag). Som fastslået i Højesterets dom af 24. september 2020 (UfR 2020.4174), kunne der efter ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-4, og forarbejderne hertil indtræde forældelse af krav på erstatning eller godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, selv om der var adgang til genoptagelse af arbejdsskadesagen efter § 41, stk. 1, hvilket også var understøttet af § 36, stk. 5, modsætningsvis.

Landsretten fandt af de samme grunde, at der ligeledes kunne indtræde forældelse af krav på erstatning eller godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, selv om der var adgang til genoptagelse af arbejdsskadesagen efter § 42, stk. 1. Også efter bevisførelsen for landsretten blev det af de grunde, der var anført af byretten, tiltrådt, at A under genoptagelsessagen ikke var fremkommet med nye oplysninger, der kunne begrunde, at forældelsesfristen havde været suspenderet.

Landsretten tiltrådte på denne baggrund, at fristen i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 4, udløb den 28. maj 2018. Det forhold, at Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring på baggrund af A’s oplysninger om, at der var sket en kommunal afklaring, genoptog sagen, kunne ikke føre til en anden vurdering. Det blev endvidere tiltrådt, at A’s eventuelle krav på erhvervsevnetabserstatning derfor forældede den 3. februar 2019, hvor den 5-årige frist efter § 36, stk. 3, udløb, og at kravet således var forældet, da A anlagde denne retssag den 23. marts 2021. Herefter, og da det, der i øvrigt var anført, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede landsretten byrettens dom.

 

Østre Landsrets dom af 28.2.2023

Om fradrag i godtgørelse for varigt mén og godtgørelse for erhvervsevnetab

Sagen handlede om, hvorvidt Ankestyrelsen med rette havde foretaget fradrag i erstatningen for varigt mén og erhvervsevnetab på grund af bestemte forudgående gener. 

Retslægerådets havde i sagen udtalt sig og det fremgik heraf blandt andet:

Spørgsmål 1:

Retslægerådet anmodes om at beskrive [person1] gener/lidelser med angivelser af diagnoser og prognoser.

Der er tale om et langvarigt forløb endende med en kronisk kompleks smertetilstand. Sagsøger har siden 2002 haft perioder med lænderygsmerter. De debuterer i august 2002 i forbindelse med en faldulykke på arbejde, og han er efterfølgende sygemeldt i et halvt år.

I årende frem til 2011 er der jævnligt kontakt til sundhedsvæsnet med forskellige konservative behandlingstiltag og kortere perioder med sygemelding. Den 27.07 11 er sagsøger på skadestuen med lænderygsmerter opstået halvandet døgn forud efter en vridpåvirkning på arbejde. Den 23.08.11 får sagsøger lænderygsmerter i umiddelbar relation til løft af en l5-20 kg. pumpe fra gulv til palle, samtidig med han falder ind over pallen. Ved MR-skanning den 08.09.11 og igen den 08.12.11 påvises en lumbal prolaps på niveau L5-S1, som der planlægges operation for. Imidlertid tilkommer der en faldepisode i privat regi og udvikling af cervikal prolaps, som er mere symptomgivende, og som sagsøger opereres for i februar 2012 med god effekt. Der er fortsat ryggener, og sagsøger opereres for lumbal prolaps i august 2010 og igen i august 2013, hvor der samtidigt udføres stivgørende operation af ryggen. I efterløbet udvikler der sig et svært kronisk smertesyndrom, hvor de primære smerter er lokaliseret til lænderyg og højre ben og sekundært på nakke-skulderåg og arme. Herudover har sagsøger psoriasis, inklusive psoriasisgigt. Retslegerådet kan ikke udtale sig om prognosen på disse lidelser.

Spørgsmål F (2):

Retslægerådet har ved besvarelsen af spørgsmål 4 vurderet, at:

"Sagsøger har haft langvarige rygsmerter forud for arbejdsulykken den 23.08.11, og det har formentligt disponeret til rygsmerterne, der forværres ved forløftningen og nu med udstrålende smerter til højre ben. Det er plausibelt, at forløftningen den 23.08.11 har været den umiddelbart udløsende faktor".

Ved besvarelsen af spørgsmål 5 har Retslægerådet oplyst, at:

"det er muligt, at episoden den 23.08.11 har forværret og givet anledning til yderligere udvikling af sagsøgers forudgående ryglidelse".

Ved besvarelsen af spørgsmål B har Retslægerådet endelig oplyst, at:

"Sagsøgers ryganamnese starter i relation til en arbejdsulykke i 2002 og forværres i forbindelse med arbejdsulykken nummer 2 i 2011. Sagsøger har psoriasisgigt, som er en konkurrerende faktor i forhold til lænderygsmerterne".

Retslægerådet bedes oplyse, om arbejdsulykken den 23. august 2011 er årsag til en varig forværring af sagsøgerens lænderygsmerter.

Arbejdsulykken er som beskrevet i besvarelsen af spørgsmål 4, 5 og B, udløsende for forværring af allerede bestående rygsmerter. De vedvarende rygsmerter relaterer sig både til episoden i 2002 og i 2011. Episoden i 2011 er således ikke årsagen til varig forværring.

Spørgsmål G:

Såfremt Retslægerådet besvarer spørgsmål F bekræftende, bedes Retslægerådet oplyse, hvordan forværringen af sagsøgerens lænderygsmerter i umiddelbar tilknytning til forløftningen den 23. august 2011 adskiller sig fra smertetilstanden i lænderyggen umiddelbart før hændelsen den 23. august 2011.

Ved besvarelsen af spørgsmålet bedes Retslægerådet inddrage oplysningerne i sagsøgerens patientjournal (bilag A, side 64-65), hvoraf det fremgår, at sagsøgeren den l. august 2011 blev undersøgt på skadestuen i [by1] efter et fald-uheld på [...] festivalen nogle dage tidligere. Sagsøgerens symptomer var tiltagende smerter i ryggen, værst i lænden, med smerteudstråling ned i balden og ned på baglåret. Lægen konkluderede, at det formentlig drejede sig om lændehold eller mindre diskusprolaps.

Symptomerne fra lænderyggen efter arbejdsulykken den 23.08.11 adskiller sig ikke betydende fra de forudbestående symptomer. Der er ikke i bilag A beskrevet faldulykke på festival omkring den 01.08.11.

Spørgsmål N

Retslægerådet har ved besvarelsen af spørgsmål F (2) oplyst, at:

”De vedvarende rygsmerter relaterer sig til både episoden i 2002 og i 2011. Episoden i 2011 er således ikke årsagen til varig forværring.

Ved besvarelsen af spørgsmål G har Retslægerådet desuden oplyst, at:

”Symptomerne fra lænderyggen efter arbejdsulykken den 23.08.11 adskiller sig ikke betydende fra de forudbestående symptomer.”

Samtidig oplyser Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmål H, at:

”Det er sandsynligt (skala: mindre sandsynligt, sandsynligt, meget sandsynligt) at forløftningen den 23. august 2011 er en medvirkende faktor i udviklingen af de vedvarende lændesmerter.”

Med udgangspunkt i ovenstående besvarelser, herunder besvarelsen af spørgsmål M, bedes Retslægerådet oplyse, om det er en korrekt opsummering af Retslægerådets besvarelser, at [person1] lænderygsmerter skyldes faldulykken i august 2002, en vridpåvirkning på arbejde den 27. juli 2011 samt forløftningen den 23. august 2011.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål F og G. Endvidere kan Retslægerådet anføre, at sagsøgers ryganamnese starter med et faldtraume på arbejde 2002. Herefter er der gennemgående lænderygsmerter frem til forløftningen 23. august 2011, hvor der sker opblussen og senere operation for lumbal diskusprolaps. Der tilstøder endvidere diskusprolaps i halshvirvelsøjlen, som sagsøger opereres for i 2012 – denne har ikke relation til de 2 ulykkestilfælde. I efterforløbet udvikles en kronisk tilstand med rygsmerter som primære fokus, nakke-skuldersmerter mere sekundært hertil. Forløftningen den 23. august 2011 har således forværret i forvejen bestående lænderygsmerter. Hvor stor en del af en vedvarende smerteproblemstilling, der kan henføres til den enkelte belastning, er ikke muligt at anføre. Episoden som sikkerhedsvagt på [festivalen] den 25. juli 2011 er på skadestuen 2 dage senere beskrevet som et vrid, og konklusionen blev uspecifikke rygsmerter, der var ikke kontakt til egen læge desangående. Denne episode tillægger Retslægerådet ikke betydning for det samlede forløb.

Landsretten fandt efter bevisførelsen, herunder navnlig Retslægerådets besvarelse af spm F(2), G og N, at det var godtgjort, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at skadelidtes varige mén ikke alene skyldtes arbejdsulykken den 23. august 2011, men også hans forudbestående ryggener.

Landsretten fandt derfor, at der skulle foretages fradrag i den af Ankestyrelsen fastsatte godtgørelse for varigt mén efter arbejdsskaden. Der var derfor ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens vurdering af det varige mén.

Landsretten henviste videre til, at det af de lægelige oplysninger samt af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1 fremgik, at operationen for cervikal prolaps i nakkehvirvlen i februar 2012 var med god effekt, men at operationen i august 2012 for lumbal prolaps, som blev gentaget i august 2013 derimod ikke havde nogen nævneværdig betydning for smerterne i lænderyg og højre ben, men at der i stedet var udviklet et svært kronisk smertesyndrom primært lokaliseret til lænderyg og højre ben og sekundært til nakke- skulderåg og arme.

Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål N, var det endvidere ikke muligt at anføre, hvor stor en del af den vedvarende smerteproblemstilling, der kunne henføres til den enkelte belastning. 

Landsretten fandt herefter, at der i sagen ikke forelå det fornødne lægelige grundlag for at foretage fradrag i erhvervsevnetabet begrundet i nakkegener opstået i forbindelse med faldulykken i hjemmet den 3. december 2011. 

Landsretten fandt på den baggrund, at denne del af sagen skulle hjemvises til Ankestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering af spørgsmålet om fradrag i det midlertidige og endelige erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden. 

 

Østre Landsrets domme af 22. november 2022 om fald fra hhv. taburet og stol

Østre Landsret har den 22. november 2022 afsagt to domme om følgerne efter fald fra hhv. taburet og stol som følge besvimelse kunne anerkendes som arbejdsskade.

1. Sagen BS-16335/2020-OLR

I sagen BS-16335/2020-OLR havde Regionen anlagt sag mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med påstand om, at AES skulle anerkende, at tilskadekomsten ikke var en arbejdsskade.

Skadelidte var lægestuderende og i praktik på et hospital. Skadelidte overværede en undersøgelser af en patient, da hun fik et ildebefindende og besvimede. Hun faldt ned fra taburetten og slog hovedet i gulvet og pådrog sig en hjernerystelse. Hun fik endvidere sin ene fod ind i taburettens bøjle og brækkede en fodknogle.

Arbejdsmarkedets erhvervssikring anerkendte ulykken som en arbejdsskade den 5. december 2016.

Sagen angik om tilskadekomsten var en arbejdsskade og altså en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under. Der var enighed mellem parterne om, at ildebefindendet og besvimelsen ikke skyldtes arbejdet eller de forhold, hvorunder det var foregået.

Landsretten anførte, at tilskadekomsten skete under arbejdet på hospitalet, hvor skadelidte efter at være besvimet slog hovedet ned i gulvet og fik sin fod in i taburettens bøjle, hvorved hun pådrog sig en hjernerystelse og et fodknoglebrud. Under disse omstændigheder fandtes såvel hjernerystelsen som bruddet på fodknoglen at være en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under jf. arbejdsskadesikringslovens § 5. Det forhold, at skadelidte fik et ildebefindende og besvimede, og den omstændighed, at det ikke kunne lægges til grund, at skaderne var alvorligere, end de ville have været hvis hændelsen var sket et andet sted end på arbejde kunne ikke føre til andet resultat.

2. Sagen BS-639/2020-OLR havde samme problemstilling.

I sagen havde Codan Forsikring anlagt sag mod Ankestyrelsen med påstand om, at A’s personskade ikke skulle anerkendes som en arbejdsskade.

Skadelidte arbejdede ved sit skrivebord på arbejdspladsen, foran sin pc, da hun pludselig besvimede. Hun slog herved hovedet i gulvet og pådrog sig posttraumatisk hovedpine.  

Ankestyrelsen havde ved afgørelse af 7. juni 2019 anerkendt følgerne i form af posttraumatisk hovedpine som en arbejdsskade.

Landsretten fandt, at idet skadelidte sad og arbejdede på sin pc ved sit skrivebord på arbejdspladsen, da hun besvimede og slog hovedet i gulvet, var personskade i form af posttraumatisk hovedpine var en følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder det var foregået, og at skaden således var en arbejdsskade.

Det forhold, at skadelidte ville have fået de samme følger, såfremt hændelsen var sket et andet sted end på arbejdspladsen, kunne ikke føre til et andet resultat.

 

ANSÆTTELSESRETLIGE DOMME

VLD af 10.1.2023 (BS-15674/2022-VLR)

Sagen vedrørte om en ingeniørs sygemelding var lydighedsnægtelse.

Det blev af landsretten lagt til grund, at ingeniøren den 7. april 2021 modtog et pålæg om at møde ind på arbejde på et nærmere angivet tidspunkt enten den 8. eller den 9. april 2021 samt en advarsel om, at han, såfremt han ikke mødte op, ville blive bortvist.

Det blev endvidere lagt til grund, at ingeniøren efterfølgende på forskelligvis forsøgte at undgå dette herunder ved at oplyse, at han skulle til lægen, og at han meldte sig syg om morgenen den 8. april 2021, hvorefter han blev bortvist den 9. april 2021 med henvisning til, at han ikke var mødt op.

Landsretten fandt det dokumenteret, at de lægelige oplysninger støttede ingeniørens sygemelding, således at han var syg den 8. april 2021, og at han derfor havde lovligt forfald på grund af sygdom. Det bemærkes i den forbindelse, at ingeniøren gentagne gange spurgte, om arbejdsgiveren ønskede dokumentation i form af en lægeerklæring, uden at der blev svaret.

Under de omstændigheder udviste ingeniøren ikke lydighedsnægtelse ved ikke at møde op den 8. april 2021. Landsretten kom frem til, at det forhold, at ingeniøren forud herfor forsøgte at undgå at møde ind, ikke kunne føre til andet resultat, eller at han herved udviste lydighedsnægtelse af en sådan karakter, at der var tale om grov misligholdelse af hans ansættelsesmæssige forpligtelser.

Efter bevisførelsen kunne det lægges til grund, at ingeniøren ikke havde en tid ved lægen den 8. april 2021. Men uanset dette, fandt Landsretten ikke, at der var tale om usande oplysninger af en sådan karakter, at ingeniøren derved gjorde sig skyldig i grov misligholdelse af sine ansættelsesmæssige forpligtelser, da han skrev til arbejdsgiveren, at han skulle til lægen. Landsretten har herved lagt vægt på, at ingeniøren ikke uddybede oplysningen nærmere, og at han efterfølgende bestilte en tid hos lægen.

Under de omstændigheder kom landsretten – ligesom byretten - , at bortvisningen af A var uberettiget.

 

 

Faglig voldgift (Sag FV2022.1050)

Sagen vedrørte om en slagteriarbejders håndtering af en gris var misligholdelse

Sagen drejede sig om, hvorvidt det var berettiget at bortvise en slagteriarbejder, der ikke havde kontrolleret, om en gris var stukket og død, inden den blev sendt videre til skoldning. Voldgiftsrettens opmanden fandt, at slagteriarbejderen klart havde misligholdt sin ansættelsesmæssige forpligtigelse ved ikke at have kontrolleret om grisen var stukket. Slagteriarbejderen var efter det oplyste fortrolig med proceduren som han ifølge sin arbejdsbeskrivelse skulle følge ved kontrollen. Slagteriarbejderens eneste opgave var kontrolarbejde og medarbejderen havde den fornødne tid til at udføre arbejdet. Opmanden fandt yderligere, at misligholdelsen var så grov, at bortvisningen af slagteriarbejderen var berettiget. Der blev lagt vægt på, at slagteriarbejderen alene havde opgaven med at kontrollere og at det potentielt kunne få stor betydning i forhold til virksomhedens kunder og image, at virksomheden havde overtrådt dyrevelfærdsloven ved hændelsen.

Virksomheden blev derfor frifundet.

 

Vestre Landsrets dom af 2.12.2022 (BS-9135/2022-VLR)

Sagen vedrørte om en ordveksling mellem en ansat og arbejdsgiver var udtryk for illoyalitet.

Den ansatte skulle have kaldt en leder for idiot og endvidere bagtalt ham overfor andre ansatte.

Landsretten har kom frem til, at der ikke i forbindelse med opsigelsen af sagsøgeren den 15. juli 2019 blev fremsat nogen kritik af den ansattes arbejde eller adfærd, og at det ikke mod den ansattes afvisning heraf er bevist, at der i perioden mellem den 15. juli 2019 og 6. august 2019, hvor bortvisningen fandt sted, udspillede sig nogle episoder, hvor den ansatte skulle have talte nedsættende til eller om hendes leder eller om virksomheden. Landsretten lagde vægt på, at lederen ikke nærmere kunne tidsfæste den episode, hvor han hævder at være blevet kaldt ”idiot” af den ansatte foran de øvrige medarbejdere, ligesom episoden, ordvalget eller tidspunktet heller ikke var konkretiseret nærmere. Landsretten har videre lagt vægt på, at lederen ifølge sin forklaring baserer sine påstande om den ansattes illoyale adfærd i øvrigt på udtalelser, han ikke selv har hørt udtalt.

Landsretten fandt således ikke at bortvisningen var berettiget, da der ikke kunne føres bevis for illoyal adfærd.