Sagen vedrørte en arbejdsskade i Kastrup Lufthavn. Medlemmet arbejdede med bagagehåndtering. Han kom til skade idet en kollega havde skubbet en bagagevogn ind i ryggen på ham. Han forsøgte i første omgang at komme tilbage på arbejdet, men det lykkedes ikke og han måtte sygemelde sig. Ansvaret for ulykken blev anerkendt af arbejdsgivers forsikringsselskab.

Tvisten for retten bestod i, hvilket lønniveau, der skulle lægges til grund for opgørelsen af kravet. Dette skyldtes, at medlemmet alene var ansat på en tidsbegrænset kontrakt. Der var også tvist om, hvorvidt sygemeldingsperioden, der var over en 4-års periode, kunne forklares med arbejdsskaden, eller om der var andre årsager til sygeforløbet.

Retten kom frem til, at medlemmet havde været rask inden ulykken, og at medlemmets sygeforløb mest sandsynligt måtte forklares med ulykken, selvom Retslægerådet havde vurderet, at den type skade, som medlemmet havde været udsat for, normalt gik i sig selv igen, og at symptomerne også kunne have andre forklaringer. Eftersom kommunen løbende havde vurderet medlemmets sygemelding og fundet ham fuldt uarbejdsdygtig, så kom Retten også frem til at den lange sygemelding skyldtes ulykken.

Mht. opgørelsen af den tabte arbejdsfortjeneste, så lagde Retten forklaringen til grund fra en tillidsrepræsentant, og af dennes forklaring fremgik det, at man som ansat i lufthavnen typisk begyndte på en tidsbegrænset kontrakt, og herefter fik en fastansættelse. Retten gav derfor medhold i det opgjorte krav.

Forsikringsselskabet har anket sagen.

Sagen føres af advokat Martin Haug for medlemmet.