ERSTATNINGSRET 

Krav i sag mod 12-årig skadevolder bortfaldt 

Sag BS-1971/2023-HJR - Dom afsagt den 2. november 2023 

Skolelæreren C var i maj 2014 på gåtur med en gruppe elever, herunder den 12-årige A. Som følge af A’s adfærd under turen tog C fat om ham for at følge ham tilbage til skolen, hvilket han fysisk modsatte sig, og der opstod tumult. Skolen anmeldte kort efter episoden som en arbejdsskade for C, hvor det blev oplyst bl.a., at hun havde været udsat for fysisk og psykisk vold og havde fået sår og overfladiske skader på overkroppen. C blev sygemeldt fra maj 2015 til august 2016 og blev efterfølgende diagnosticeret med PTSD. Erstatningsnævnet tilkendte hende på denne baggrund erstatning og godtgørelse med i alt 92.813,51 kr. 

Sagen angik, om staten kunne gøre regres mod A og i den forbindelse rejse hæftelseskrav mod A’s mor, B. 

Højesteret lagde til grund, at A under episoden i maj 2014 handlede ansvarspådragende, og at der endvidere forelå årsagssammenhæng og påregnelighed. Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for at lempe eller lade erstatningsansvaret bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 24 a, 2. pkt., om skader forvoldt af børn under 15 år. 

Højesteret anførte hertil, at A var 12 år på handlingstidspunktet, at han havde adfærds- og indlæringsvanskeligheder, og at han slog og sparkede læreren C i skoletiden under en gåtur med en gruppe elever. Volden var forsætlig, men C’s sygdomsforløb og udviklingen af PTSD kunne alene tilregnes A som uagtsomme følger af den forsætlige vold. Endvidere bemærkede Højesteret, at A ikke kunne anses for at have realistisk mulighed for at afvikle gælden (regreskravet) inden for en overskuelig fremtid, og at C havde fået godtgørelse og erstatning gennem offererstatningsloven. Efter en samlet vurdering af disse omstændigheder fandt Højesteret, at regreskravet mod A skulle bortfalde. Herefter bortfaldt også moderens hæftelsesansvar. 

Landsretten var nået til samme resultat. 

 

Personskade opstået ved fald blev anerkendt som arbejdsskade, uanset at faldet skyldtes besvimelse, som ikke var forårsaget af arbejdet 

Sagerne BS-50589/2022-HJR og BS-51368/2022-HJR - Domme afsagt den 11. oktober 2023 

 

Sagerne angår to forskellige personer og hændelser. 

Den ene person var på tidspunktet for sin tilskadekomst i praktik som lægestuderende. Hun sad på en taburet med hjul og overværede en undersøgelse af en patient, da hun fik et ildebefindende og besvimede. Hun faldt ned fra taburetten og slog hovedet mod betongulvet, hvorved hun pådrog sig en hjernerystelse. Hun fik også viklet sin ene fod ind i taburettens bøjle og brækkede derved en fodknogle. 

Den anden person sad på tidspunktet for sin tilskadekomst ved sit skrivebord på arbejdspladsen og arbejdede på sin pc, da hun pludselig besvimede. Hun faldt og slog hovedet mod gulvet, hvorved hun pådrog sig posttraumatisk hovedpine. 

I begge sagerne var parterne enige om, at de tilskadekomnes arbejde ikke var årsag til, at de besvimede. 

Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings havde anerkendt personskaderne som arbejdsskader. 

Sagerne for Højesteret angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings afgørelser om anerkendelse af personskaderne som arbejdsskader. 

Højesteret udtalte, at hændelserne, hvorved begge de tilskadekomne bl.a. faldt og slog hovedet mod gulvet, forårsagede personskaderne, og der var dermed tale om ulykker i arbejdsskadesikringslovens forstand. De var begge i færd med at udføre deres arbejde, da hændelserne skete, og Højesteret fastslog herefter, at deres personskader måtte anses for at være en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under. Dette gjaldt uanset, at parterne var enige om, at deres arbejde ikke var årsag til selve besvimelsen. 

Personskaderne måtte således – uanset årsagerne til besvimelserne – henføres til deres arbejde eller de forhold, det var foregået under, og der skulle ikke foretages en sandsynlighedsvurdering af, om de ville være kommet lige så slemt til skade, hvis den samme situation var opstået andre steder end på arbejdet. 

Herefter var der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings afgørelser. 

Landsretten var i begge sager nået til samme resultat. 

 

Kommune var erstatningsansvarlig for en arbejdsskade, der skete under udførelse af et nyttejob. 

6. afd., sag BS-18036/2021-OLR - Østre Landsrets dom af 18. oktober 2023 

Sagen vedrørte, om en kommune var erstatningsansvarlige for en arbejdsskade, som en ansat havde pådraget sig under udførelsen af et nyttejob. Den pågældende havde havde forud arbejdsskaden i forvejen – grundet en anden arbejdsskade – en dårlig skulder. Den ansatte havde fået et nyttejobforløb via kommunens Ressourcecenter. Det blev inden forløbet oplyst, at den ansatte havde en dårlig skulder.  

Nyttejobbet bestod i at hun skulle samle skrald, hvilket også var meningen hun skulle gøre på ulykkesdagen. Hun blev imidlertid sendt i skoven den pågældende dag, da hun ikke ville køre med den person, der skulle køre bilen ud for at samle skrald, idet han dagen før var blevet taget i spirituskørsel. I skoven skulle hun håndtere afsavede grene med en længde op til ca. 3 meter. Hun forklarede i retten, at da hun blev bedt om at flytte grenene, sagde hun til indsatslederen, at hun ikke måtte lave dette arbejde, grundet hendes dårlige skulder. Lederen svarede hertil, at så kunne hun bruge den raske arm. Men da det ikke kunne lade sig gøre at udføre opgaven med én arm, brugte sagsøger begge arme, hvorefter hun fik et smæld i skulderen, da hun skulle hive en gren ud af bunken. 

Efter den ansattes forklaring og de lægelige oplysninger, tiltrådte landsretten, at det var godtgjort, at hun havde pådraget sig en skade i sin venstre skulder under udførelsen af arbejdet. Landsretten tiltrådte endvidere, at kommunen havde pligt til at tage skånehensyn til sagsøger som følge af hendes forudbestående skulderskade. Landsretten fandt, at arbejdet, der var skulderbelastende, og som den ansatte ikke tidligere havde udført, ikke var tilrettelagt med de fornødne skånehensyn, hvorfor kommunen var erstatningsansvarlige for skaden. 

 

ANSÆTTELSESRET 

Funktionær kunne ikke opsiges med forkortet varsel efter 120-dagesreglen 

Sag BS-18339/2023-HJR - Dom afsagt den 19. december 2023 

A var ansat i en virksomhed som løn- og IT-konsulent. Hun blev den 29. juni 2018 raskmeldt efter at have haft 119,17 sygedage med løn inden for 12 måneder. Den 11. september 2018 var hun sygemeldt i en enkelt dag, og ved arbejdsdagens ophør havde hun haft 120,17 sygedage. Hun var herefter på arbejde i ca. 3 uger. Den 1. og 2. oktober 2018 var hun igen sygemeldt. Hun var på arbejde fra den 3. til den 28. oktober 2018. Den 29. oktober 2018 meldte hun sig syg med stress. Hun blev samme dag opsagt med forkortet varsel på 1 måned med henvisning til 120-dagesreglen i hendes ansættelseskontrakt, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2. Ved arbejdsdagens ophør den 29. oktober 2018 havde hun haft 123,17 sygedage med løn inden for 12 måneder. 

Sagen angik for Højesteret, om opsigelsen med forkortet varsel opfyldte betingelserne i funktionærlovens § 5, stk. 2, 2. pkt. 

Efter funktionærlovens § 5, stk. 2, 1. pkt., kan det i en ansættelseskontrakt bestemmes, at funktionæren kan opsiges til fratræden ved en måneds udgang, hvis funktionæren inden for et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder har oppebåret løn under sygdom i 120 dage i alt. Opsigelsens gyldighed er ifølge § 5, stk. 2, 2. pkt., betinget af, at den sker i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage (første betingelse), og mens funktionæren endnu er syg (anden betingelse). 

Højesteret udtalte med henvisning til sin dom af 28. april 1959 (UfR 1959.471/1), at den første betingelse er en tidsmæssig begrænsning i adgangen til at opsige med forkortet varsel. Betingelsen indebærer, at en opsigelse i almindelighed skal ske tidligere end 10 kalenderdage efter udløbet af de 120 sygedage. 

Højesteret fastslog endvidere, at den anden betingelse er opfyldt, hvis funktionæren efter udløbet af de 120 sygedage har raskmeldt sig og genoptaget sit arbejde fuldt ud, men på opsigelsestidspunktet er blevet syg igen. 

Den 11. september 2018 havde A haft 120,17 sygedage med løn inden for 12 på hinanden følgende måneder. Virksomhedens opsigelse blev afgivet den 29. oktober 2018, hvor hun på ny var sygemeldt, dvs. 48 kalenderdage efter udløbet af de 120 sygedage. Der var ikke oplyst om forhold, der gav grundlag for at fravige det anførte om, at en opsigelse i almindelighed skal ske tidligere end 10 kalenderdage efter udløbet af de 120 sygedage. 

Højesteret fastslog herefter, at A ikke kunne opsiges med forkortet varsel. 

 

Bortvisning af forsikringsrådgivere var uberettiget. 

Faglig Voldgift af 6.12.2023 (2023-495) 

To ansatte i et forsikringsselskab havde indtaget kokain, og blev umiddelbart herefter bortvist. 

Opmanden fandt det bevist, at der var indtaget kokain grundet bl.a. tests af begge medarbejderes urinprøver. Af uddrag af forsikringsselskabets politik på området, fremgik det under overskriften "Alkohol på arbejdspladsen" bl.a., at det betragtes som en selvfølge, at medarbejderen ikke er påvirket af alkohol eller andre rusmidler i arbejdstiden.  

Opmanden kom frem til, at begrebet "påvirket" ikke er entydigt, og det ikke af den nævnte politik kan udledes, at der er tale om en nultolerancepolitik, - i modsætning til hvad forsikringsselskabet havde anført. Det var i sagen ubestridt, at de ansatte ikke tidligere havde modtaget advarsel vedrørende påvirkning af rusmidler. Efter en samlet vurdering fandt opmanden herefter, at bortvisningen af de ansatte var uberettiget, mens det fandtes berettiget at opsige dem med sædvanligt varsel. 

 

Bortvisning af kommunalt ansat var berettiget. 

Sag BS-36627/2022-OLR  - Østre landsrets dom af 31. oktober 2023 

A blev den 29. januar 2018 pålagt en parkeringsafgift. Den 31. januar 2018 annullerede han selv parkeringsafgiften i  kommunens parkeringssystem, som han havde adgang til som led i sin ansættelse på parkeringsområdet i kommunen. Parkeringsafgiften viste sig senere at være uberettiget, og blev frafaldet. 

Landsretten fandt, at A’s handling udgjorde et groft tillidsbrud og dermed en sådan væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, at bortvisning er berettiget – uanset at parkeringsafgiften efterfølgende blev frafaldet.