Nyheder - erstatningsret

Højesterets dom af 20.9.2023 – Udbetaling af erhvervsevnetab stoppede perioden for tabt arbejdsfortjeneste.

A pådrog sig en rygskade ved en arbejdsulykke den 14. marts 2013, som Banedanmark anerkendte at være erstatningsansvarlig for. Banedanmark betalte som følge heraf løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til A. I november 2017 vurderede Banedanmark, at det var muligt at skønne over A’s varige erhvervsevnetab, og kom frem til at det var på 20 %. Den 8. januar 2018 udbetalte Banedanmark erhvervsevnetabserstatning og ophørte med at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Spørgsmålet var, om Banedanmark i en sag, hvor skaden var omfattet af både erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven, kunne bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør ved at skønne over A’s fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetale erstatning i overensstemmelse med skønnet.

Højesteret udtalte, at der i forarbejderne til erstatningsansvarsloven er anvist tre måder, som forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan bringes til ophør på, og at disse også gælder i sager omfattet af arbejdsskadesikringsloven. En af disse er på et forsvarligt grundlag at foretage et rimeligt skøn over det fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetale erstatning i overensstemmelse med skønnet. Højesteret fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Banedanmark havde udøvet et sådant rimeligt skøn på et forsvarligt grundlag og udbetalt erstatning i overensstemmelse med skønnet. Forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste var derfor bragt til ophør den 8. januar 2018.

Højesterets dom af 15.8.2023 – Skade grundet bildør var ikke omfattet af færdselslovens objektive ansvar.

A pådrog sig en skade, da hun som passager var ved at stige ud af en bil, der holdt på en tankstation, idet hun blev ramt af bilens højre fordør, som en anden passager lukkede i. Sagen angik, om skaden var omfattet af færdselslovens § 101, stk. 1, om objektivt erstatningsansvar ved skader forvoldt af køretøjer ved færdselsuheld.

Det blev lagt til grund, at uheldet skete efter, at bilen var standset på tankstationen, og motoren var slukket. Da skaden indtraf i umiddelbar tilknytning til den forudgående kørsel, måtte bilen på uheldstidspunktet anses for at have været i brug som trafikmiddel.

Højesteret udtalte, at en situation som den foreliggende ikke kunne anses for omfattet af en almindelig forståelse af begrebet ”færdselsuheld”, og at beskyttelseshensynet bag færdselslovens § 101, stk. 1, ikke kunne begrunde et andet resultat.

Højesteret udtalte også, at skaden ikke i tilstrækkelig grad kunne anses for udslag af den særlige risiko for alvorlige uheld ved brug af motordrevne køretøjer, som lå til grund for det objektive ansvar i færdselslovens § 101, stk. 1, og som efter retspraksis begrundede anvendelse af bestemmelsen i andre tilfælde af uheld med bildøre.

Da uheldet således ikke kunne karakteriseres som et færdselsuheld omfattet af det objektive ansvar i færdselslovens § 101, stk. 1, blev forsikringsselskabet frifundet.

Vestre Landsrets dom af 26.6.2023 – Sygdom var en arbejdsskade – men grundet rygning blev der ikke tilkendt fuld erstatning.

Skadelidte havde fået anerkendt kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) som en arbejdsskade. I forbindelse med udmåling af det varige mén reducerede Ankestyrelsen med 50%. Skadelidtes samlede mén var vurderet til 30 % og der blev tilkendt 15%. Landsretten skulle vurdere om fradraget var berettiget.

Landsretten bemærkede, at en anerkendelse af en erhvervssygdom som arbejdsskade, ikke var til hinder for, at der ved udmålingen blev truffet afgørelse, om nedsættelse eller bortfald af ydelser. Det kom frem under sagen at skadelidte i mere end 20 år havde være udsat for støv og røg i forbindelse med arbejde på et jernstøberi (1981-2003), og at han - med enkelte rygestop undervejs - havde røget tobak fra teenagealderen og frem til endeligt rygestop i 2012 svarende til mindst 30 pakkeår.

Retslægerådet blev inddraget i sagen og udtalte, at sagsøgers tobaksforbrug på 30-35 pakkeår havde været hovedårsagen til udviklingen af KOL, og at der dertil var et mindre bidrag fra den erhvervsmæssige udsættelse af støv og røg. Retslægerådet fremhævede, at der var stor sandsynlighed for, at skadelidte havde udviklet KOL uden erhvervspåvirkningen, men at det måtte antages, at den udviklede KOL ville have været mindre udtalt.

Landsretten kom herefter frem til, at skadelidtes KOL med overvejende sandsynlighed delvis skyldtes det mangeårige private tobaksforbrug og dermed andre forhold end den påvirkning med støv og røg (arbejdsskaden), som han havde været udsat for. Landsretten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skønsmæssige vurdering, hvorefter godtgørelsen skulle nedsættes svarende til halvdelen af det samlede varige mén. Landsretten frifandt dermed Ankestyrelsen.

Nyheder - ansættelsesret.

Højesterets dom af 27. juni 2023 – opsigelse af skolelærer var ikke aldersdiskrimination.

A modtog den 5. januar 2017 oplysning om, at hun ville blive indstillet til opsigelse fra sin ansættelse som lærer på en skole i Assens Kommune. Hun henvendte sig i forlængelse heraf til sin faglige organisation og underskrev i den forbindelse et dokument, hvor hun gav organisationen fuldmagt til at behandle hendes sag i Ligebehandlingsnævnet.

Hendes faglige organisation indgik forlig med Assens Kommune vedrørende den påtænkte opsigelse af hende og syv andre lærere. Ingen af de lærere, der blev indstillet til opsigelse, var under 53 år. Aftalen, der efter sit indhold afskar parterne fra bl.a. at videreføre sagen for Ligebehandlingsnævnet, indebar, at tre af de varslede opsigelser ikke ville blive gennemført. Den 28. februar 2017 blev A opsagt.

Sagen angik i første række, om forliget, forhindrede A i at indbringe et krav efter forskelsbehandlingsloven for Ligebehandlingsnævnet og domstolene, og hvis det ikke var tilfældet, om A var blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af alder og derfor havde krav på godtgørelse efter loven.

Højesteret udtalte, at det krav efter forskelsbehandlingsloven, som A havde rejst, ikke var overenskomstdækket, og at den faglige organisation derfor ikke på grundlag af en organisationsfuldmagt kunne forhandle om kravet. Den fuldmagt, som A havde givet sin faglige organisation, bemyndigede alene organisationen til på hendes vegne at behandle sagen i Ligebehandlingsnævnet, og da A ikke efterfølgende havde tiltrådt forliget med kommunen, var hun ikke afskåret fra at indbringe sit krav efter forskelsbehandlingsloven for Ligebehandlingsnævnet eller domstolene.

Højesteret fastslog herefter, at selv om oplysningerne om aldersfordelingen i sagen kunne pege i retning af en formodning om forskelsbehandling, så havde kommunen bevist, at opsigelsen af A ikke havde haft nogen direkte eller indirekte sammenhæng med hendes alder. Opsigelsen var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.

Vestre Landsrets dom af 30.6.2023 – Bortvisning var uberettiget – sletning af filer.

Sagen vedrørte en ansats sletning af filer i en Dropbox. Det kom under sagen frem, at den ansatte havde egen Dropbox og det havde arbejdsgiveren også. Ved en fejl kom den ansatte til at slette arbejdsgiverens filer i Dropbox. I forbindelse med at den ansatte arbejdede med sin Dropbox blev han bl.a. spurgt om han ønskede at gemme arbejdsgivers filer i sin private Dropbox, hvilket han havde svaret nej til.

Landsretten kom frem til, at det havde været i arbejdsgivers interesse, at den ansatte afslog at gemme arbejdsgivers dokumenter i sin private Dropbox. Landsretten fandt det ikke bevist, at han var klar over, at der var en sådan forbindelse mellem sin egen og arbejdsgivers Dropbox, at han ved sine afslag risikerede at slette sin arbejdsgivers filer. Sletningen af filerne var derfor ikke en så grov misligholdelse, at arbejdsgiver var berettiget til at bortvise ham. Herefter, og da det heller ikke er bevist, at bortvisningen har været berettiget af andre grunde, havde han krav på løn og feriepenge i opsigelsesperioden.

Mht. spørgsmålet om en opsigelse kunne have fundet sted, så lagde landsretten til grund, at det var den ansatte, der havde oprettet og administreret rederiets Dropbox og derfor også ham, der var ansvarlig for, at der var en sådan forbindelse med denne Dropbox og hans egen Dropbox, at han ved sine handlinger slettede filer i rederiets Dropbox.  Det var under sagen uklart, om der i denne forbindelse var grund til kritik af handlingen. Det kom dog frem, at der var en enkel adgang til at gendanne filer, der var slettet, og herefter fandt landsretten, at en opsigelse heller ikke ville have været rimeligt begrundet. Der var derfor grundlag for at tilkende den ansatte en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.