Retten i Herning har ved dom af 22. januar 2024 vurderet, at arbejdsgiver havde handlet ansvarspådragende som følge af en medarbejders fald på glat flisegulv.
 
Det blev lagt til grund, at medarbejderen faldt omkuld, da hun skulle ind på dametoilettet. To vidner havde forklaret, at der på gulvet ud for døren ind til dametoilettet lå en klar væske, som kunne være årsag til medarbejderens faldulykke. Begge vidner henviste til en dispenser, der var placeret mellem de 2 døre, og begge vidner forklarede, at det dryppede fra denne dispenser, og at dette også havde været tilfældet dagen før.
 
På den baggrund fandt retten det bevist, at medarbejderen faldt omkuld og slog sig, fordi flisegulvet var glat som følge af dryp fra den væghængte dispenser.

Retten fandt herefter, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at færdes på gangarealet ud for toiletterne til brug for medarbejderne i produktionen. Arbejdsgiveren havde derfor ikke opfyldt sin pligt til at drage omsorg for, at arbejdsstedet var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. arbejdsmiljølovens § 42, ligesom arbejdet heller ikke var tilrettelagt fuldt forsvarligt, jf. arbejdsmiljølovens § 38.

Retten fandt også, at der ikke var udvist egen skyld.
 
Arbejdsgiver blev herefter fundet erstatningsansvarlig for den skade, medarbejderen blev påført.
 
Det vides ikke, om sagen ankes.
 
Sagen blev ført i byretten af advokat Emilie Therese Sylow