Rosberg & Haug har på vegne af 3F - Fagligt Fælles Forbund vundet en retssag for et medlem, der kom slemt til skade med ryggen i forbindelse med aflæsning af en 70 kg tung tvangsblander fra en trailer. Medlemmet havde afhentet en trailer med byggematerialer hos arbejdsgiveren og var herefter kørt til Skagen, hvor han skulle bruge tvangsblanderen. Oprindeligt havde arbejdsgiver planlagt, at en kollega skulle hjælpe medlemmet med at udføre arbejdet på byggepladsen i Skagen, men medlemmet fik at vide, at kollegaen var blevet sendt til en anden arbejdsopgave. Medlemmet var derfor alene om aflæsningen.

Ifølge medlemmet var tvangsblanderen allerede læsset på traileren, da han hentede den hos arbejdsgiveren. Tvangsblanderen lå midt på traileren oven på en masse byggemateriel. Det var derfor ikke muligt for medlemmet at ”rulle” tvangsblanderen ned fra traileren ved brug af tvangsblanderens hjul, men medlemmet måtte i stedet trække tvangsblanderen ud over trailerens side, hvorved han kom alvorligt til skade med ryggen.

Det var under sagen uafklaret, hvem der havde læsset tvangsblanderen op på traileren.

Retten i Aalborg dømte arbejdsgiver til at betale erstatning, men sagen blev anket til Vestre Landsret. Vestre Landsret nåede imidlertid til samme resultat.

Vestre Landsret lagde til grund, at selvom det var usikkert, hvem der havde læsset tvangsblanderen på traileren, var tvangsblanderen blevet læsset på arbejdsgiverens ansvar. Da tvangsblanderen var læsset på en uhensigtsmæssig måde, og da arbejdsgiver havde tilrettelagt arbejdet således, at medlemmet var alene om at aflæsse tvangsblanderen og ikke havde givet instruktion i håndtering af tvangsblanderen, fandt Vestre Landsret, at arbejdsgiver var ansvarlig for den indtrådte skade. Arbejdsgivers anbringende om egen skyld blev ikke taget til følge.

Rosberg & Haugs bemærkninger:

Fra forsikringsselskabernes side bliver vi ofte mødt med et synspunkt om, at risikoen ved tvivl om de faktiske forhold i forbindelse med en ulykke bør komme de skadelidte til skade, og at en tvivl om faktum alene af denne grund bør medføre en frifindelse af arbejdsgiveren. Dommen fra Vestre Landsret illustrerer meget klart, at denne risiko også kan bæres af arbejdsgiveren.

Eventuelle spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Marie-Louise Ehmer.