Tømrer får erstatning efter en faldskade.

Det er vigtigt at byggepladser bliver holdt ryddelige og er forsvarligt indrettede. Østre Landsret har netop givet en tømrer medhold i, at det påhviler arbejdsgiveren at sørge for, at adgangsveje skal være forsvarligt indrettet. Rosberg & Haug advokater har på vegne af Fagligt Fælles Forbund (3F) ført sagen.

Sagen drejede sig om et større byggeri, hvor der blev opført en etageejendom. Der var opstillet et stillads, der blev anvendt af alle de håndværkere, der arbejdede på pladsen. I en periode kunne tømrerne ikke få adgang til ejendommen via trappeopgangen, da der blev støbt og lagt mosaikbelægning. I denne periode foregik adgangen til ejendommen fra stilladset gennem vindues- og døråbningerne i facaden. Stilladset var opstillet således, at der var en niveauforskel fra stilladspladen op til underkanten af vinduet eller døren. Tømreren kom til skade, da han trådte ud af en døråbning og ned på stilladset. Han trådte på et stilladsgelænder, der lå på stilladset, og vred om i knæet. Han pådrog sig en skade i menisken og korsbåndet.

Der blev rejst krav overfor arbejdsgiveren, men i byretten blev arbejdsgiveren frifundet. Byretten fandt, at tømreren "alene" var trådt 35 - 50 cm ned. Byretten lagde endvidere vægt på, at tømreren var erfaren og vidste hvordan man skulle færdes på et stillads samt at han måtte være bekendt med de farer, der kan være forbundet med at træde ud fra en (efter byrettens opfattelse) i øvrigt ufarlig vinduesåbning.

Det var dog stadig vores vurdering, at arbejdspladsen ikke var forsvarligt indrettet, og sagen blev anket til Østre Landsret. Østre Landsret fremkom med en tilkendegivelse, hvorefter arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig.

Østre Landsret lagde vægt på, at der var tale om en niveauforskel af en vis størrelse. Landsretten var af den opfattelse, at afstanden har været mindst 50 cm. Desuden lagde landsretten vægt på, at flere af de ansatte havde klaget over stilladsets beskaffenhed. Endelig lagde Østre Landsret vægt på, at der var tale om vanskelige adgangsforhold for de ansatte. Da arbejdsgiveren ikke havde gjort noget for at ændre på forholdene, blev arbejdsgiveren fundet erstatningsansvarlig.

Sagen viser, at en arbejdsgiver har ansvaret for den forsvarlige tilrettelæggelse og planlægning af arbejdet, herunder indretning af arbejdspladsen, selvom der er tale om en erfaren medarbejder.

Eventuelle spørgsmål sagen kan rettes til advokat Brian Bruun Hansen, der førte sagen.