Resumé af nyeste afgørelser om erstatnings- og ansættelsesret

ERSTATNINGSRETLIGE AFGØRELSER

Vestre landsrets dom af 5.7.2021 – hvornår er en ulykke et færdselsuheld ?

A kom alvorligt til skade ved et færdselsuheld, hvor han kom kørende i 2. vognbane på en motorvej med en hastighed af omkring 100 km/t, og det regnede kraftigt. En frakørsel var spærret på grund af vejarbejde, og der var opsat en tavlevogn, der oplyste om, at der skulle køres i ét spor. Dette medførte langsom trafik. To andre biler var kørt sammen i den ene vognbane, og holdt i 2. vognbane. Da A for sent blev opmærksom på den holdende bil (part 1) i hans vognbane, foretog han en afværgemanøvre, hvorved han først ramte autoværnet og mistede herredømmet over bilen, der herefter ramte en bil i 1. vognbane (part 2).

Part 1’s ansvarsforsikringsselskab, T, anerkendte i første omgang erstatningspligten, idet T gik ud fra, at A havde påkørt den holdende bil. Da T fandt ud af, at dette ikke var tilfældet, trak T tilsagnet tilbage. Á anlagde sag mod T med påstand om, at T skulle anerkende at være erstatningsansvarlig for de skader, som S havde pådraget sig, ligesom T skulle betale godtgørelse for svie- og smertegodtgørelse. T påstod frifindelse med henvisning til, at S’ påkørsel af autoværnet var en soloulykke, der ikke var omfattet af det objektive erstatningsansvar i færdselslovens § 101, stk. 1, og T’s tidligere anerkendelse var sket på et ufuldstændigt grundlag og var derfor ikke bindende. A gjorde til støtte for påstanden gældende, at uheldet var omfattet af færdselslovens § 101, stk. 1, idet part 1 havde forvoldt uheldet. T blev frifundet i både byretten og landsretten. Landsrettens flertal fandt, at det ikke var bevist, at de skader A havde pådraget sig, da han undveg part 1, kunne anses som forvoldt af denne part ved et færdselsuheld. Det var heller ikke bevist, at A’ skader var forårsaget af kollisionen med part 2, der også var ansvarsforsikret hos T, idet en skønsmand havde vurderet, at den første kollision med autoværnet havde haft den største energiomsætning. T havde ikke over for S givet et bindende dækningstilsagn. Dissens for at give S medhold i, at der havde været tale om et færdselsuheld omfattet af færdselslovens § 101, stk. 1.

Højesterets dom af 12. maj 2021 – ulykkesforsikring – tab af synet.

A mistede ved et ulykkestilfælde i april 2014 synet på højre øje. Ved et ulykkestilfælde i december 2014 mistede hun synet på venstre øje. A var på skadestidspunkterne omfattet af en ulykkesforsikring tegnet hos P. Spørgsmålet i sagen var, om A’s méngrad efter forsikringsbetingelserne skulle vurderes for hvert ulykkestilfælde for sig, eller om de to ulykkestilfælde skulle vurderes efter reglen om ”parrede organer”, jf. punkt 5 i Arbejdsskadestyrelsens méntabel (dvs. som forskellen mellem den samlede ménprocent for tab af begge organer og ménprocenten for det forudbestående tab af det ene organ).

Forsikringsbetingelserne indeholdt en henvisning til Arbejdsskadestyrelsens méntabel, og der var i betingelserne gengivet et uddrag, hvorved det bl.a var anført .: ”Ved følgende skader ansættes méngraden således: Tab af begge øjne eller synet på begge øjne 100 %. Tab af øje 25 %. Tab af synet på et øje 20 %”. Betingelserne indeholdt også følgende bestemmelse: ”Et mén, der er til stede før ulykkestilfældet, berettiger ikke til erstatning. Et bestående mén kan ikke medføre, at erstatningen fastsættes højere, end hvis et sådant mén ikke havde været til stede”.

Højesteret tiltrådte, at henvisningen til méntabellen i forsikringsbetingelserne også omfattede méntabellens almindelige retningslinjer, herunder vejledningens punkt 5 om parrede organer. Henvisningen indebar således, at méngraden som udgangspunkt skulle ansættes efter reglen om parrede organer.

Højesteret fandt, at forsikringsbetingelserne indebar en undtagelse fra vejledningen i punkt 4.1 i Arbejdsskadestyrelsens méntabel om forhøjet ménprocent på grund af invaliditet eller handicap, som tilskadekomne har i forvejen. Det fremgik derimod ikke med tilstrækkelig klarhed, om vilkåret tillige indebar en undtagelse fra reglen om parrede organer. Forsikringsbetingelserne skulle derfor fortolkes på den måde, som var mest gunstig for den sikrede, således at reglen om parrede organer fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde. Herefter fik den skadelidte medhold.

Højesteretsdom af 19.8.2021 – hvornår er man skadelidt ?

E, der var buschauffør, satte den 16. april 2018 en 10-årig dreng af skolebussen over for drengens hjem. Drengen gik ud foran bussen for at komme over vejen og blev påkørt af en varebil. Kort efter blev han erklæret død. E så fra bussens førersæde ulykken ske og var bl.a. med til at yde drengen førstehjælp. Han pådrog sig som følge heraf en psykisk lidelse i form af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Varebilen var ansvarsforsikret i Gefion Insurance A/S.

Højesteret udtalte, at E måtte anses for indirekte skadelidt, og at færdselslovens regler om erstatning og forsikring ikke indeholder særlige bestemmelser om erstatningspligtens omfang i sådanne tilfælde. Det måtte derfor afgøres efter almindelige erstatningsretlige regler, om E’s lidelse var omfattet af forsikringsselskabets erstatningspligt.

E var ved ulykken ikke i fare for at blive påført fysisk skade, og han var ikke nærtstående i forhold til den 10-årige dreng. Uanset hændelsesforløbet og dets konsekvenser for E fandt Højesteret, at der heller ikke i øvrigt forelå omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet i dansk ret om, at der ikke tilkommer andre end den direkte skadelidte erstatning.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

ANSÆTTELSRETLIGE AFGØRELSER

Vestre Landsrets dom af 23. juli 2021 - U.2021.4630 (anket til Højesteret) – opsigelse af lærer ikke i strid med ligebehandlingsloven, selvom læreren ikke kunne møde pga. sin religion.

A var i 2011 blevet ansat på et gymnasium som idrætslærer. Gymnasiet var bekendt med, at A er syvendedagsadventist

A blev bedt om at møde op til et åbent hus arrangement, der blev afholdt på en lørdag for at undervise i idræt. Gymnasiet oplyste, at skolen var nødt til at skemalægge A for at få dækket alle lektioner, men A afviste at møde op med henvisning til sin religion. Gymnasiet svarede, at skolen i modsætning til tidligere år ikke kunne fritage A for at møde. A udeblev fra arrangementet og efterfølgende blev han afskediget den 14. december 2017.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at A ved afskedigelsen havde været udsat for forskelsbehandling på grund af religion, og L fandt, at A som følge heraf havde krav på en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Gymnasiet lagde herefter sag an mod Ligebehandlingsnævnet som mandatar for A med påstand om, at afgørelsen var ugyldig. Sagen blev behandlet af landsretten som 1. instans.

Gymnasiet gjorde gældende blandt andet, at A ved pålægget om at møde ikke var behandlet anderledes end andre medarbejdere, og der var hverken udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Selv om A som følge af sin religion måtte føle pålægget byrdefuldt, var der ikke tale om indirekte forskelsbehandling, og kravet om fremmøde var hensigtsmæssigt og nødvendigt, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3. Fremmødet var nødvendigt, for det var afgørende for G, at der blev gennemført idrætsundervisning under åbent hus-arrangementet, og A var den eneste uddannede idrætslærer på skolen.

A gjorde gældende blandt andet, at han som følge af sin religiøse overbevisning blev stillet ringere end andre ved pålægget om at møde en lørdag. Det var indirekte forskelsbehandling og i strid med forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, at gymnasiet pålagde ham at møde en lørdag. Gymnasiet havde i tidligere år afviklet åbent hus-arrangementerne uden A’s deltagelse, idet undervisningen i idræt var sket på baggrund af A’s forudgående planlægning og varetaget af en anden medarbejder fra A’s team. G havde ikke godtgjort, at en anden løsning ikke havde været mulig og dermed ikke godtgjort, at det var strengt nødvendigt, at A gav møde.

Landsretten lagde vægt på, at det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at der havde været et særligt behov for at præsentere studieretningsfaget idræt på den ny beredskabslinje, og at A var den eneste idrætsfaglærer på Gymnasiet. Det kunne endvidere lægges til grund, at det ikke havde været muligt for skolen at lade A afløse af interne vikarer, der skulle præsentere skolens studieretningsfag. Gymnasiet havde begrænset A’s fremmøde til 3 timer, og landsretten fandt herefter, at Gymnasiet havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at stille krav om A’s fremmøde til åbent hus-arrangementet, og der var herefter ikke tale om et forhold omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling i forskelsbehandlingslovens § 1

Sagen er anket til Højesteret.

Østre Landsrets dom af 7. juli 2021 - U.2021.4502 – omplacering af medarbejder til anden overenskomst ikke en forpligtelse

Sagen angik hvorvidt opsigelsen af en medarbejder A var saglig eller om kommunen (X) var forpligtet til at foretage en omplacering til en anden stilling uden for det for ansættelsen gældende overenskomstområde.

A var ansat på fuld tid som konsulent og var omfattet af overenskomst for pædagogisk uddannet personale i særlige stillinger (69.31) indgået mellem KL og FOA.

Der fandtes på opsigelsestidspunktet to ledige stillinger, der var omfattet af en anden overenskomst, men dog således at medarbejderen ville kunne bevare sin løn og sin anciennitet.

Det var under sagen ubestridt, at kommunen, som følge af budgetbesparelser for 2019, var berettiget til at afskedige personale. Det var endvidere ubestridt, at kommunen havde en forpligtelse til at omplacere medarbejderen til anden beskæftigelse, hvis der på opsigelsestidspunktet var en relevant stilling ledig hos kommunen.

Retten fandt, at omplaceringspligten i almindelighed alene bevirkede, at omplaceringspligten var begrænset til stillinger inden for den samme overenskomst som medarbejderen hidtil havde været ansat under. Det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip kunne ikke i denne sag medføre, at omplaceringspligten blev udvidet til at omfatte stillinger under en anden overenskomst.

Retten lagde herved vægt på, at nedlæggelsen af A’s stilling som konsulent fandt sted som følge af budgetmæssige besparelser. Efter det anførte var afskedigelsen af A ikke usaglig, og kommunen blev derfor frifundet for kravet om betaling af godtgørelse. Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat

Højesterets dom af 10. august 2021 – tilbageholdelse af løn og senere bortvisning var berettiget

En funktionær (A) sygemeldte sig i 2017 fra sin stilling hos arbejdsgiveren (X). Funktionæren afviste efterfølgende flere gange at deltage i en samtale efter sygedagpengelovens § 36a om udarbejdelse af mulighedserklæring. På den baggrund tilbageholdt arbejdsgiveren hans løn og ophævede senere ansættelsesforholdet.

Tvisten i sagen angik, hvorvidt arbejdsgiveren uberettiget havde tilbageholdt løn og erstatning for uberettiget ophævelse af ansættelsesforholdet.

Højesteret fandt, at sygedagpengelovens §36a efter sin ordlyd og formålet må forstås således, at den gælder, uanset om lønmodtageren modtager løn under sygdom. Bestemmelsen må endvidere forstås således, at det er arbejdsgiveren, der afgør, om der skal udarbejdes en mulighedserklæring og afholdes en samtale som nævnt i § 36 a, stk. 2 og 5.

Arbejdsgiverens beføjelse er undergivet almindelige principper om saglighed og proportionalitet i udøvelsen af ledelsesretten, bl.a. således at der ikke kan indkaldes til samtale, hvis det efter de oplysninger, der foreligger for arbejdsgiveren, må anses for sikkert, at lønmodtageren ikke vil kunne varetage nogen arbejdsopgaver. Der må i den forbindelse tilkomme arbejdsgiveren et vidt skøn.

Højesteret tiltrådte, at arbejdsgiveren under de i sagen foreliggende omstændigheder var berettiget til at indkalde medarbejderen til en samtale. Først efter to indkaldelser meddelte arbejdsgiveren, at man ville tilbageholde medarbejderens løn. Begge gange havde arbejdsgiveren vejledt medarbejderen om muligheden for at tage samtalen telefonisk og samtidig taget forbehold for at tilbageholde hans løn og ophæve ansættelsesforholdet, hvis han ikke deltog i samtalen. Medarbejderen havde meddelt blandt andet, at en samtale ville være spild af tid.

Højesteret bemærkede, at sygedagpengeloven ikke regulerer spørgsmål om tilbageholdelse af løn ved uberettiget udeblivelse fra en samtale efter lovens § 36 a, stk. 2 og 5, og at spørgsmålet derfor må bedømmes efter almindelige ansættelsesretlige regler. Medarbejderen havde som funktionær ret til løn under sin sygdom, men han havde pligt til at deltage i samtalen. Højesteret fandt herefter, at medarbejderen ved at udeblive fra samtalen groft misligholdt sine forpligtelser, og at medarbejderen derfor på dette tidspunkt kunne have ophævet ansættelsesforholdet. På den baggrund tiltrådte Højesteret, at arbejdsgiveren var berettiget til i stedet – som en mindre indgribende reaktion – at tilbageholde medarbejderens løn som sket. Højesteret tiltrådte herudover, at arbejdsgiveren var berettiget til senere at ophæve ansættelsesforholdet, da medarbejderen udeblev fra endnu en samtale efter § 36 a