A var i 2009 blevet påført en patientskade i form af en spiserørsperforation i forbindelse med en kikkertundersøgelse på et regionshospital. Som følge af sygemeldingen efter patientskaden blev han med virkning fra august 2010 sagt op fra sit arbejde. I april 2011 gik han på efterløn og i november 2011, hvor han fyldte 65 år, overgik han til folkepension.
I september 2011 tilkendte Patientforsikringen A erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for hele sygeperioden frem til november 2011 men afslog at tilkende erstatning for tabt erhvervsevne. Afslaget blev indbragt for Patientskadeankenævnet, som i maj 2012 tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Under den efterfølgende retssag udtalte Arbejdsskadestyrelsen, at patientskaden havde medført et erhvervsevnetab på 75 %, og at det senest på tidspunktet for hans overgang til efterløn var muligt at fastsætte erhvervsevnetabet.
Højesteret udtalte, at erstatning og godtgørelse for patientskade fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarsloven, jf. § 24, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 5, at erstatning for erhvervsevnetab tilkommer den skadelidte, når personskaden har medført varig nedsættelse af hans evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Efter Højesterets praksis har skadelidte i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt på et forsvarligt grundlag at skønne over størrelsen af det erhvervsevnetab, som skaden har medført, når erhvervsevnetabet overstiger 15 %. Endvidere skal der være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der hverken opstår overlap eller hul mellem de to erstatningsposter.
Højesteret fandt, at der på tidspunktet for Patientforsikringens afgørelse forelå et forsvarligt grundlag for at skønne over erhvervsevnetabet. Under hensyn til lovens officialprincip og i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vurdering burde Patientforsikringen have fundet det godtgjort, at A havde lidt et varigt erhvervsevnetab som følge af patientskaden, og at størrelsen heraf kunne fastsættes til 75 %. Som konsekvens heraf burde Patientforsikringen have begrænset kravet på tabt arbejdsfortjeneste, således at der ikke var overlap mellem de to erstatningsposter. A ville på tidspunktet for Patientforsikringens afgørelse stadig have været erhvervsaktiv, hvis han ikke havde været udsat for patientskaden. Uanset hans alder kunne han som erhvervsaktiv ved afgørelsen få erstatning for erhvervsevnetab, men erstatningen skulle nedsættes i medfør af erstatningsansvarslovens § 9 efter hans alder ved skadens indtræden. Det forhold, at A muligt snart ville overgå til folkepension, kunne ikke begrunde yderligere nedsættelse eller bortfald af hans krav på erhvervsevnetabserstatning.
Højesteret fandt endvidere, at Patientskadeankenævnet burde have omgjort Patientforsikringens afgørelse og have truffet den materielt rigtige afgørelse uden hensyn til, at As klage til Patientskadeankenævnet alene angik afslaget på hans krav om erstatning for tabt erhvervsevne.
Højesteret gav herefter A medhold i kravet om erhvervsevnetabserstatning og ændrede herved landsrettens dom.