Erhvervseventab tilkendt folkepensionist i patientskadesag

​A var i 2009 blevet påført en patientskade i form af en spiserørsperforation i for­bindelse med en kikkertundersøgelse på et regionshospital. Som følge af sy­gemeldingen efter patientskaden blev han med virk­ning fra august 2010 sagt op fra sit arbejde. I april 2011 gik han på efterløn og i november 2011, hvor han fyldte 65 år, overgik han til folkepension.

I september 2011 tilkendte Patient­forsikringen A erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for hele sygeperioden frem til november 2011 men afslog at tilkende erstatning for tabt erhvervsevne. Afslaget blev indbragt for Patientskadeankenævnet, som i maj 2012 tiltrådte Patientforsikrin­gens afgørelse. Under den efterføl­gende retssag udtalte Arbejdsskadestyrelsen, at patientska­den havde medført et erhvervsev­netab på 75 %, og at det senest på tidspunktet for hans over­gang til efterløn var muligt at fast­sætte erhvervsevnetabet.

Højesteret udtalte, at erstatning og godtgørelse for patientskade fastsættes efter reglerne i er­stat­ningsansvarsloven, jf. § 24, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sund­hedsvæsenet. Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 5, at erstatning for erhvervsev­netab tilkommer den skadelidte, når personskaden har medført varig nedsættelse af hans evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Efter Højesterets praksis har skadelidte i medfør af erstatnings­an­svarslo­vens § 2, stk. 1, 2. pkt., krav på erstatning for tabt arbejdsfortje­neste indtil det tids­punkt, hvor det er muligt på et forsvarligt grundlag at skønne over størrel­sen af det erhvervs­evnetab, som skaden har medført, når erhvervsevnetabet overstiger 15 %. Endvidere skal der være sammenfald mellem det tids­punkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor ret­ten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der hverken opstår overlap eller hul mel­lem de to erstatningsposter.

Højesteret fandt, at der på tidspunktet for Patientforsikringens afgørelse forelå et forsvarligt grundlag for at skønne over erhvervsevnetabet. Under hensyn til lovens officialprincip og i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrel­sens vurdering burde Patientforsikringen have fun­det det godtgjort, at A havde lidt et va­rigt erhvervsevnetab som følge af patientska­den, og at størrelsen heraf kunne fastsættes til 75 %. Som konsekvens heraf burde Patientfor­sikringen have begrænset kravet på tabt arbejds­fortjeneste, således at der ikke var overlap mellem de to erstatningsposter. A ville på tidspunktet for Patientforsikringens afgørelse stadig have været erhvervsaktiv, hvis han ikke havde været udsat for patientskaden. Uanset hans alder kunne han som erhvervsaktiv ved afgørelsen få erstatning for er­hvervsevnetab, men erstatningen skulle nedsættes i medfør af erstatningsansvarslovens § 9 efter hans alder ved skadens indtræ­den. Det for­hold, at A muligt snart ville overgå til folkepension, kunne ikke begrunde yder­ligere nedsættelse eller bortfald af hans krav på erhvervsevnetabserstatning.

Højesteret fandt endvidere, at Patientskadeankenævnet burde have omgjort Patientforsikrin­gens afgørelse og have truffet den materielt rigtige afgørelse uden hensyn til, at As klage til Pati­ent­skadeankenævnet alene angik afslaget på hans krav om erstatning for tabt erhvervs­evne.

Højesteret gav herefter A medhold i kravet om erhvervsevnetabs­erstatning og ændrede herved landsrettens dom.

Haug Advokater | Christian IX's Gade 10, 3. sal | 1111 København K | Tlf.: 33 13 42 42 | CVR: 28393458 | Email: secure@haugadvokater.dk