Højesterets dom af 20.12.2022 – perioden for tabt arbejdsfortjeneste – erhvervsevnetab.
Arbejdstageren A var i 2014 kommet til skade ved en arbejdsulykke. As arbejdsgiver, X A/S, havde anerkendt erstatningspligten og udbetalt bl.a. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 27. november 2019 om erhvervsevnetab.
Ved afgørelsen var det blevet fastsat, at A, som var blevet ansat i et fleksjob i 2018, på afgørelsestidspunktet som følge af arbejdsulykken havde et aktuelt tab af erhvervsevne på 45 %, heraf med sikkerhed et varigt tab på 20 %. A fik i medfør af afgørelsen udbetalt et engangsbeløb som erstatning for det varige tab på 20 % og en løbende ydelse som erstatning for resten af det aktuelle tab.
Spørgsmålet for Højesteret var, om afgørelsen havde bragt As ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven til ophør i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt. Efter denne bestemmelse ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i situationer, hvor det må antages, at skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 % eller derover, indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.
Højesteret udtalte, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på et forsvarligt grundlag har foretaget et midlertidigt eller endeligt skøn over det fremtidige (varige) erhvervsevnetab, hvorefter skadelidte har ret til erstatning. Det gælder også i tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 4, træffer en ”delt” afgørelse, det vil sige en afgørelse, der giver erstatning for både et aktuelt og et varigt tab af erhvervsevne.
I den konkrete sag fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af, at der på tidspunktet for afgørelsen var det fornødne forsvarlige grundlag for at skønne over As varige erhvervsevnetab. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af størrelsen af tabet. Afgørelsen havde derfor bragt As ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør.
Højesteretsdom af 27.10.2022 – Ikke erstatning for patientskade.
I 2011 fik A konstateret et mindre aneurisme i hjernen. Det blev vurderet, at det var rimeligt at foretage en forebyggende operation med henblik på at fjerne aneurismet og dermed den risiko for spontan blødning, som var forbundet med aneurismet. Hun fik derfor foretaget en operation. Under operationen bristede aneurismet, og hun fik en skade.
Det blev oplyst, at et alternativ til operationen var en såkaldt konservativ strategi. Denne strategi indebar, at man ville føre kontrol med, om aneurismet voksede. Derudover skulle hun under alle omstændigheder fortsætte med at tage blodtryksregulerende medicin.
Patientskadeankenævnet havde fastslået, at en erfaren specialist på det pågældende område under de givne forhold ikke ville have handlet anderledes ved behandlingen af A. Dette var ikke anfægtet for Højesteret.
Spørgsmålet for Højesteret var, om A havde ret til erstatning efter § 20, stk. 1, nr. 3 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Efter denne regel ydes der erstatning for en skade, hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering med overvejende sandsynlighed kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom.
Højesteret skulle således vurdere, om den nævnte konservative strategi kunne anses for en behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til at behandle A’s sygdom.
Højesteret udtalte, at der ved denne vurdering må lægges vægt på, at operationen tilsigtede at fjerne aneurismet, så der ikke længere var risiko for, at det pludseligt ville briste. Den konservative strategi ville ikke kunne fjerne aneurismet. Derfor ville den ikke være lige så effektiv til behandling af A’s sygdom som den operation, hun fik tilbudt.
Østre Landsrets dom af 16.11.2022 – opgørelse af tabt arbejdsfortjeneste.
Sagen angik A’s krav på tabt arbejdsfortjeneste som følge af en færdselsulykke den 22. maj 2012. Den skadelidte var universitetsstuderende. Et selskab anerkendte erstatningsansvaret og havde anerkendt, at A var påført et varigt mén på 40 % som følge af ulykken.
Sagen blev forelagt Retslægerådet, og af erklæringen fremgik det, at A ved ulykken pådrog sig flere alvorlige skader, og at de smerter i højre skulder, bækken, nakke og følger af hjernerystelse, som var beskrevet i de lægelige akter, og den posttraumatiske belastningsreaktion, som han havde udviklet efter ulykken, i det hele skyldtes ulykken.
A havde en medfødt genetisk defekt i form af en knoglelidelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde i den vejledende udtalelse af 5. december 2016 vurderet, at A som følge heraf havde en mindre begrænsning på arbejdsmarkedet indenfor fysisk betonede erhverv.
Det fremgik også af Retslægerådets erklæring, at der ikke var dokumenteret helbredsmæssige gener hos A forud for ulykken, der kunne henføres til denne genetiske defekt.
Landsretten fandt på denne baggrund ikke holdepunkter for at antage, at den medfødte genetiske defekt i sig selv havde indebåret en begrænsning i A’s erhvervsevne inden for ikke-fysiske erhverv. Spørgsmålet var herefter, om det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at A, såfremt færdselsulykken ikke var indtruffet, ville have gennemført sin uddannelse og efter endt uddannelse ville have fået ansættelse som akademiker.
Landsretten fremhævede herefter følgende:
Som anført af byretten havde A den 30. marts 2012 indgået en specialekontrakt med afleveringsfrist for det afsluttende speciale den 30. august 2012, og for landsretten er der fremlagt et foreløbigt udkast til kandidatspeciale, som han efter det oplyste havde skrevet på frem til skadestidspunktet.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om A’s personlige og arbejdsmæssige forhold tiltræder landsretten, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at han ikke ville have afleveret sit speciale som planlagt og dermed færdiggjort sit studium. Det tiltrædes endvidere, at der ikke er grundlag for at antage, at A efter færdiggørelsen af studiet ikke ville være i stand til at opnå og bestride en stilling som cand.merc. Det forhold, at kandidatuddannelsen i International Management blev påbegyndt i 2005 og således havde varet næsten 7 år på tidspunktet for ulykken, findes i den forbindelse ikke at kunne tillægges afgørende betydning. På tilsvarende måde kan det af selskabet anførte om A’s arbejdsmæssige forhold ikke føre til et andet resultat.
Landsretten finder herefter ligesom byretten, at der foreligger sådanne forhold, at A’s årsløn skal fastsættes efter et skøn, jf. erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, og at en årsløn på 490.284 kr., der ubestridt svarede til den gennemsnitlige begyndelsesløn for en nyuddannet cand.merc., i overensstemmelse med forarbejderne til lovændringen i 2001 kan lægges til grund ved beregningen af hans erhvervsevnetab.
Af de ovenfor anførte grunde, og da landsretten er enig med byretten i, at der efter de foreliggende oplysninger ikke er grundlag for at antage, at A ville have haft en længere ledighedsperiode end tre måneder, tiltrædes det endvidere, at han har krav på tabt arbejdsfortjeneste for tiden efter den 1. december 2012.
Ansættelsesretlige afgørelser
Højesterets dom af 8.12.2022 – hvornår er man lønmodtager ?.
Et hollandsk selskab påtog sig i 2011 en opgave angående et offshoreprojekt i Nordsøen. Til brug for udførelsen af opgaven indgik selskabet aftale med ca. 100 dykkere, der i perioden fra maj til december 2011 udførte arbejde af varierende varighed på projektet.
Tvisten mellem selskabet og Skatteministeriet angik, om selskabet var forpligtet til at indeholde skat mv. af de vederlag, som selskabet havde udbetalt til dykkerne. Afgørende for indeholdelsespligten var, om dykkerne måtte anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende.
Højesteret tiltrådte efter en samlet vurdering, at dykkerne ikke kunne anses for at have udført arbejdet på projektet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko, men måtte anses for lønmodtagere. Selskabet havde derfor pligt til at indeholde skat mv. af udbetalingerne til dykkerne.
Selskabet var bekendt med grundlaget for, at dykkerne måtte anses for lønmodtagere, og selskabet havde ikke haft føje til at tro, at det ikke skulle indeholde skat mv. Højesteret tiltrådte derfor, at selskabet hæftede for de beløb, som skulle have været indeholdt.
Højesterets dom af 7.9.2022 – Ansat kunne pålægges at arbejde en lørdag – Ej forskelsbehandling.
A tilhørte trossamfundet Syvendedags Adventistkirken, der helligholder lørdage. A blev i 2011 ansat som faglærer på en uddannelsesinstitution, B. Ifølge sin ansættelseskontrakt havde A pligt til at udføre pålagt mer- og overarbejde efter reglerne i arbejdstidsaftalen for lærere.
En lørdag havde uddannelsesinstitutionen planlagt åbent hus-arrangement for muligt kommende elever og deres forældre, og alle medarbejdere skulle derfor som udgangspunkt møde på arbejde. A meddelte, at han ikke ville møde den pågældende lørdag, da det stred mod hans religiøse overbevisning. Ledelsen pålagde ham imidlertid at møde i tre timer ved arrangementet for at præsentere og undervise i hans fag og oplyste ham om, at der ville blive indledt en afskedigelsessag, hvis han udeblev. Han mødte trods pålægget ikke og blev som følge heraf opsagt med fem måneders varsel.
Sagen angik, om det var indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, at ledelsen pålagde A at møde på arbejde ved åbent hus-arrangementet en lørdag og efterfølgende opsagde A som følge af dennes udeblivelse.
Afgørende for, om der forelå indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, var, om pålægget om, at han skulle møde på arbejde, opfyldte kravet i lovens § 1, stk. 3, om, at anvendte midler skal være ”nødvendige”.
Efter en konkret vurdering tiltrådte Højesteret, at pålægget om, at A skulle møde på arbejdet i tre timer ved åbent hus-arrangementet, var nødvendigt i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3’s forstand. Han havde derfor pligt til at møde på arbejde den pågældende lørdag, og Højesteret fandt, at det heller ikke var i strid med § 1, stk. 3, at A blev opsagt fra sin stilling som følge af, at han udeblev fra åbent hus-arrangementet.
Højesterets dom af 8.6.2022 – Sygemelding – Flytning - Opsigelse uberettiget.
A arbejdede som lærer i Kommune X i Grønland, da han slut november 2018 blev sygemeldt. I starten af januar 2019 rejste han med sine børn til Bornholm på enkeltbilletter købt den 6. november 2018. Hans ægtefælle blev boende i Grønland. A havde pr. 31. december 2018 ændret sin folkeregisteradresse fra Grønland til Bornholm. Efter afrejsen blev hans børn udmeldt af deres skole i Grønland og indskrevet i en skole på Bornholm.
Ved lægerklæring af 10. januar 2019 udstedt af en læge på Bornholm blev varigheden af hans uarbejdsdygtighed på grund af sygdom skønnet til 3-4 uger. Efter at have modtaget lægeerklæringen sendte kommunen samme dag en partshøring om påtænkt bortvisning til A, og efter høringssvar blev A den 22. januar 2019 afskediget uden varsel.
Højesteret udtalte bl.a., at der efter A’s ansættelseskontrakt ikke var knyttet en bopælspligt til stillingen som lærer i Kommune X, og at det ikke kan lægges til grund, at det er en typeforudsætning for ansættelsen som lærer i Grønland, at medarbejderen under ansættelsen har bopæl i den kommune, hvor arbejdsstedet er.
Det var ubestridt, at A på bortvisningstidspunktet var uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og A havde forklaret bl.a., at han på grund af arbejdspres og nedslidning besluttede at ”trække stikket” og tage til Bornholm. Det var nødvendigt for at få adgang til det danske sundhedsvæsen, at han flyttede sin folkeregisteradresse til Danmark, og det var ikke meningen, at flytningen til Danmark skulle være permanent.
Under de omstændigheder havde kommunen ikke det fornødne sikre grundlag for at opfatte A’s adfærd og flytning af folkeregisteradresse til Danmark som en tilkendegivelse om, at han ikke ville vende tilbage til sit arbejde som lærer i kommunen, når han blev rask. Bortvisningen var derfor ikke var berettiget.