Sagen drejede sig om, hvorvidt en medarbejder havde pådraget sig en rygskade i forbindelse med håndteringen af et tungt emne på ikke under 50 kg. Landsretten skulle endvidere tage stilling til, og om arbejdsgiveren var ansvarlig for rygskaden, og om rygskaden var årsag til sygefraværet herunder om der kunne kræves tabt arbejdsfortjeneste i en periode hvor den skadelidte gik ledig.
På baggrund af skadelidtes egen forklaring i retten, de lægelige oplysninger, oplysninger givet til andre offentlige myndigheder og som følge af, at skaden var anerkendt som arbejdsskade, fandt byretten det godtgjort, at medarbejderen var kommet til skade i forbindelse med løft af et emne på arbejdspladsen.
Byretten lagde til grund, at der var tale om en relativt ny arbejdsopgave med håndtering af nye og betydeligt tungere emner end medarbejderne var vant til, og at der ikke var anvist en anden og mere forsvarlig fremgangsmåde. Byretten lagde også vægt på, at løfteopgaven blev udført under natarbejde med betydeligt færre medarbejdere til stede og at medarbejderen var en af de mindre erfarne medarbejdere på arbejdspladsen. Retten lagde endelig vægt på, at man efterfølgende havde skiftet arbejdsmetode.
Byretten fandt herefter, at arbejdsforholdene ikke havde været sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, og at løfteopgaven ikke havde været tilrettelagt i overensstemmelse med de arbejdsmiljømæssige forskrifter.
Byretten kom således frem til, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig. Byretten fandt ikke grundlag for at statuere egen skyld.
Byretten vurderede også - på baggrund af Retslægerådets udtalelse -, at der var årsagssammenhæng mellem ulykken og den efterfølgende sygeperiode.
I forhold til den tidsmæssige udstrækning af perioden vedrørende kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, blev det lagt til grund, at medarbejderen efter raskmelding til kommunen med skånehensyn og ferieafholdelse ikke var i stand til at genoptage sit arbejde ved samme arbejdsgiver. Det blev på baggrund af medarbejderens forklaring tillige lagt til grund, at han efterfølgende deltog i en række arbejdsprøvninger, hvor hans skånebehov ikke i tilstrækkelig grad kunne imødekommes.
Byretten fandt det herefter godtgjort, at tilskadekomsten var medvirkende årsag til, at medarbejderen var uden arbejde frem til den dato, hvor han fandt et arbejde, som han kunne varetage i væsentligt samme omfang som hidtil. Byretten fandt derfor, at medarbejderen havde krav for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i hele perioden.
Landsretten kom frem til samme resultat.