Dom afsagt den 12. maj 2009
Sammenslutningen af Frie Funktionærer som mandatar for
Funktionærforeningen SAFT på Risø
mod
Finansministeriet, Personalestyrelsen
Biintervenient: Dansk Metal
Funktionærforening havde ikke krav på at forhandle om eller indgå en organisationsaftale med Finansministeriet
Sammenslutningen af Frie Funktionærer anmodede for Funktionærforeningen SAFT på Risø Finansministeriet, Personalestyrelsen om at indgå en organisationsaftale for forskningsteknikere ansat på Risø. Baggrunden var, at Frie Funktionærer organiserede det overvejende flertal af forskningsteknikere ansat på Risø. Ministeriet afslog anmodningen. Afslaget var begrundet med, at ministeriet allerede havde fornyet organisationsaftalen for bl.a. forskningsteknikere på Risø med Dansk Metal. Ministeriet havde endvidere et ønske om at reducere omfanget af parallelle overenskomster med henblik på at sikre klarheden og forenkle administrationen på området. Ved opgørelsen af repræsentationskravet ville ministeriet tage udgangspunkt i det samlede antal ansatte forskningsteknikere og ingeniørassistenter i staten.
Herefter anlagde Frie Funktionærer som mandatar for SAFT sag mod Finansministeriet med påstand om, at ministeriet skulle anerkende, at SAFT havde krav på at forhandle organisationsaftale for forskningsteknikere ansat på Risø. Ministeriet påstod frifindelse. Dansk Metal indtrådte som biintervenient til støtte for ministeriet.
Højesteret tiltrådte, at Finansministeriet ved sin beslutning om ikke at forhandle om eller indgå en organisationsaftale med SAFT ikke havde tilsidesat almindelige forvaltningsretlige principper, herunder princippet om ligebehandling. Højesteret lagde vægt på, at domstolene måtte udvise betydelig tilbageholdenhed ved prøvelsen af, om afvisning af forhandling om overenskomstindgåelse indebar en tilsidesættelse af forvaltningsretlige principper, at ministeriet havde søgt at varetage et sagligt formål, og at der ikke forelå særlige forhold. Den faggruppe, som SAFT’s påstande angik, var allerede omfattet af en kollektiv overenskomst, der regulerede løn- og arbejdsvilkår for ca. 300 ansatte. Allerede fordi SAFT med sine 34 medlemmer ikke kunne anses for at være repræsentativ på overenskomstområdet, fandt Højesteret, at Finansministeriet ved sin beslutning om ikke at forhandle om eller indgå en organisationsaftale heller ikke havde tilsidesat forpligtelser, der fulgte af artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hverken alene eller sammenholdt med konventionens artikel 14. Derfor frifandt Højesteret Finansministeriet.
Landsretten var nået til samme resultat.