Højesteret afviser differencekravs erstatning

​A der var lastbilschauffør, var i 2005 udsat for en arbejdsrelateret ulykke, idet et lastbildæk eksploderede under oppumpning på et værksted.

Som følge af ulykken fik A hovedpine, øresmerter og koncentrationsbesvær. Efter ulykken fik A konstateret en lungelidelse, samt knæ- og lændegener, hvorfor A blev tilkendt førtidspension.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte A's erhvervsevnetab som følge af ulykken til 20% efter arbejdsskadesikringsloven. A rettede derfor krav mod værkstedet om erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven, samt et krav om tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte i forbindelse med sygeperioden efter ulykken.

Under sagens behandling for Højesteret fastsatte Arbejdsskadestyrelsen A's erhvervsevnetab efter ulykken til mindre end 15% efter erstatningsansvarsloven, dette især på grund af, at lidelserne efter ulykken, overskyggedes af især lungelidelsen, der ikke kunne tilregnes ulykken. Arbejdsskadestyrelsen udtalte, at de vurderede A's samlede erhvervsevnetab til 100%, således at lungelidelsen udgjorde mere end 75%, og følgerne af dækulykken samt knæ- og lændegenerne udgjorde resten i forening. A havde således ikke krav på erstatning for tab af erhvervsevne.

Højesteret bemærkede, at erhvervsevnetabet beregnes efter de samme kriterier i henholdsvis arbejdsskadesikringsloven som erstatningsansvarsloven, men at resultatet kan blive forskelligt efter de to, hvis der anvendes en forskellig vurdering af årsagssammenhængen mellem følgerne af skaden og erhvervsevnetabet.

Højesteret fandt hverken i Retslægerådets udtalelser eller i de øvrige oplysninger i sagen grundlag for, at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsen erhvervsevnetabsvurdering efter erstatningsansvarsloven. Højesteret fandt således, modsat Byrettens og Landsrettens afgørelse, at A ikke havde krav på erstatning for erhvervsevnetab.

Højesteret stadfæstede den del af Landsrettens afgørelse, der gav A medhold i sit krav på tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte.

Dommen er meget konkret begrundet, og kan derfor ikke bruges i alle sager hvor der rejses krav om differencekravserstatning efter erstatningsansvarsloven, men det kan frygtes at dommen vil give anledning til, at der i flere sager, hvor det i virkeligheden er overflødigt, nu vil blive indhentet udtalelser efter erstatningsansvarslovens § 10 med henblik på at få vurderet erhvervsevnetabet særskilt efter erstatningsansvarsloven.

Haug Advokater | Christian IX's Gade 10, 3. sal | 1111 København K | Tlf.: 33 13 42 42 | CVR: 28393458 | Email: secure@haugadvokater.dk