Højesteret har ved dom af 8. november 2013 stadfæstet Landsrettens dom om, at en lærer ikke var udsat for en ulykke i Arbejdsskadesikringslovens forstand.

Læreren fik akutte ryggener i forbindelse med, at hun skulle undvige et sammenstød med en elev, der kom løbende med en bold. Hændelsen fandt sted den 13. november 2008. Hun gik hjem fra arbejde, da det skete, men mødte på arbejde næste dag. Hun ar­bejdede på nedsat tid i december 2008 og var sygemeldt i uge 5 i 2009 samt deltidssygemeldt fra den 6. februar 2009 og 1-2 måneder frem. Læreren havde forud for hændelsen den 13. november 2008 haft gener i ryggen, herunder bl.a. hold i ryggen.

Højesteret udtalte generelt, at det, for at der kan tages stilling til, om der er årsagssammenhæng, må afklares, ”hvilken skade der hævdes forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Der stilles efter forarbejderne beskedne lægelige krav til den anmeldte skade, og forbigående smerter vil således opfylde kravene til personskade. Personskadebegrebet må imidlertid fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand.

Højesteret udtalte videre, at læreren ”allerede forud for hændelsen havde tendens til, og flere gange havde haft, hold i lænden, og at hendes langvarige kroniske ryglidelse, og de smerter denne lidelse medfører, skyldes degenerative forandringer og rygskævhed og ikke hændelsen.” Højesteret konkluderede, at hændelsen ikke havde medført ”forværring af en kronisk ryglidelse, eller den har påført hende smerter udover dem, der er en følge af den kroniske lidelse, i et omfang der i sig selv udgør en personskade”.

Højesteret fandt herefter, at den skadelidte ved hændelsen ikke ”har pådraget sig en arbejdsskade omfattet af arbejdsskadesikringsloven.”.


Vore bemærkninger:

Ved dommen har Højesteret fastslået, hvad der skal til for at anerkende en skade omfattet af arbejdsskadesikringsloven efter det nye ulykkesbegreb, og navnlig lagt vægt på, at skadesbegrebet skal fastlægges i ”lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand.” Det er op til skadelidte, at løfte bevisbyrden for, at der foreligger en arbejdsskade omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Det afgørende for Højesteret har været om skadelidte - med sin forudbestående lidelse - ved episoden pådrog sig en "merskade", og det vurderede Højesteret altså ikke var tilfældet.

Det er værd at bemærke, at selvom man som følge af en arbejdsskade alene har forbigående smerter/gener, og derfor ikke kan få erstatning for varigt mén og erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven, så betyder det ikke automatisk, at der ikke kan rejses krav efter erstatningsansvarsloven. Erstatningsansvarsloven dækker udtrykkeligt det midlertidige/forbigående tab i form af tabt arbejdsfortjeneste og svie- og smertegodtgørelse.