Erstatningskrav, som er rejst som følge af arbejdsulykker sket i lærlingeperioden, behandles af domstolene.

Ved afgørelse af 14. juni 2013 har Østre Landsret besluttet, at domstolene er rette forum til at behandle en sag, hvor der var rejst et erstatnings- og godtgørelseskrav overfor arbejdsgiveren, som følge af en arbejdsulykke, der skete mens skadelidte var lærling hos arbejdsgiveren. Rosberg og Haug har på vegne af Fagligt Fælles Forbund behandlet sagen for både byret og landsret.

Det følger af erhvervsuddannelseslovens § 65, at Tvistighedsnævnet kan træffe afgørelse om ophævelse af en uddannelsesaftale samt om erstatning og godtgørelse. Landsretten ønskede at få klarlagt, hvorvidt domstolene er rette forum til behandling af det civilretlige erstatningskrav, eller hvorvidt sager om arbejdsulykker sket i lærlingeperioden skal behandles efter erhvervsuddannelseslovens regler.

Det blev overfor landsretten gjort gældende, at der ville være en række uhensigtsmæssige konsekvenser af, at henvise arbejdsskadesagerne til Tvistighedsnævnet. Bl.a. ville det indebære problemstillinger omkring forelæggelser for Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen og tillige opgørelsestekniske problemstillinger i relation til erstatningens størrelse. En lærling ville kunne risikere at stå væsentlig ringere kompensationsmæssigt end sin arbejdskollega, der ikke var i et elevforhold.

Det blev overfor landsretten endvidere gjort gældende, at Tvistighedsnævnet alene er kompetent til at træffe afgørelser om uoverensstemmelser, der udspringer af uddannelsesaftalen, og alene kan tilkende erstatning i kontrakt.

På baggrund af et fælles indlæg fra parterne besluttede Østre Landsret at fremme sagen.

Konklusion:

Østre Landsrets kendelse betyder, at arbejdsskadesager juridisk set er at betragte som erstatning uden for kontrakt, selvom skaden sker i lærlingeperioden. Retligt skal sagen arbejdsskadesagen således ikke bedømmes efter erhvervsuddannelseslovens § 63 og § 65, og hører således ikke under Tvistighedsnævnets kompetence. Dette må begrundes med, at sagerne udspringer af en tvist, som følge af en enkeltstående begivenhed (arbejdsulykke), og at den skadeserstatning, der kræves i forbindelse hermed, ikke støttes på de forpligtelser, der følger af selve ansættelsesforholdet. Arbejdsskadesagerne vedrører en problemstilling om erstatning uden for kontrakt og arbejdsskadesagerne vedrører en skadeserstatning, hvor erstatningen fastsættes efter størrelsen af det økonomiske tab, som skaden har medført.