HK har netop vundet en sag i Højesteret omhandlende oplysningspligten i helbredsoplysningsloven og forskelsbehandlingsloven.

Sagen angik, om en advokats bortvisning af en advokatsekretær begrundet i hendes ADHD-lidelse var i strid med forbuddet mod for­skelsbehandling på grund af handicap.

Højesteret fastslog, at advokatsekretæren havde opfyldt en eventuel oplysningspligt ved i tilknytning til ansættelsessamtalen at op­lyse om sin ADHD-lidelse til de to advokatsekretærer, som deltog i ansættelsessamtalen sammen med advokaten. Advokatens bortvisning af advokatsekretæren under henvisning til, at hun ikke havde opfyldt sin oplysningspligt, var derfor uberettiget, og hun havde som følge heraf krav på erstatning for løn og fe­riegodtgørelse i opsigelsesperioden.

Højesteret fastslog endvidere, at advokatsekretæren led af ADHD i en sådan grad, at hun var omfattet af han­dicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv. Da advokatsekretæren blev bort­vist af advokaten med henvisning til hendes ADHD-lidelse, skulle advokaten betale hende en godtgørelse, der med udgangspunkt i de retningslinjer, som har udviklet sig i praksis ved afskedigelse på grund af graviditet, blev fastsat til 6 måneders løn.