Ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte ved Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse om skadelidtes erhvervsevne.

HD afsagt den 11. marts 2008

Sag 102/2007

Lærerstandens Brandforsikring G/S mod A

Ved et trafikuheld den 28. marts 2003 pådrog A, der var sygehjælper, sig en whip lash læsion, som Lærerstandens Brandforsikring A/S anerkendte at være erstatningspligtige for. Umiddelbart efter ulykken blev A sygemeldt og har ikke siden genoptaget sit arbejde som sygehjælper. A blev i stedet arbejdsprøvet af kommunen som bl.a. advokatsekretær og fik bevilget bruttorevalideringsydelse til denne uddannelse. A færdiggjorde grunduddannelsen som advokatsekretær i april 2005, og i januar 2005 indstillede kommunen A til et fleksjob med virkning fra den 1. februar 2006.

Spørgsmålet for landsretten og Højesteret har efter aftale mellem parterne alene angået opgørelsen af A’s krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, herunder fra hvilket tidspunkt retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte, jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1.

I sagen for Højesteret skulle der tages stilling til de følgende 5 mulige ophørstidspunkter:

• Den 30. juni 2004, hvor arbejdsprøvningen som advokatsekretær var gennemført
• Den 30. april 2004, hvor grunduddannelsen som advokatsekretær var færdiggjort,
• Den 31. august 2005, hvor Lærerstandens Brandforsikring ud fra sin egen vurdering udbetalte en erstatning for erhvervsevnetab på 15 % til A
• Den 22. december 2005 hvor Arbejdsskadestyrelsen afgav en midlertidig udtalelse og vurderede A’s erhvervsevne til at være varigt nedsat med mindst 25 %.Den 1. februar 2006, hvor A blev indstillet til fleksjob.

Højesterets flertal udtalte, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering af, at der ved styrelsens midlertidige udtalelse den 22. december 2005 havde været det fornødne forsvarlige grundlag for at skønne midlertidigt over A’s fremtidige erhvervsevne. Selskabets forpligtelse til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kunne derfor ikke udstrækkes ud over denne dato. Højesterets flertal fastslog i dommen, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab selv kan foretage et rimeligt skøn over skadelidtes fremtidige erhvervsevne og derefter udbetale en forholdsmæssig erhvervsevnetabserstatning. Flertallet fandt imidlertid ikke, at selskabets forpligtelse til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte på tidspunktet for Lærerstandens Brandforsikring A/S’ egen vurdering af A’s erhvervsevne den 31. august 2005, idet der ikke forelå nærmere oplysninger om grundlaget for selskabets vurdering, ligesom vurderingen heller ikke blev støttet af de da foreliggende oplysninger om A’s arbejdsevne.

Et mindretal udtalte, at det ikke var godtgjort, at A’s ret til tabt arbejdsfortjeneste var bragt til ophør på et tidligere tidspunkt end den 1. februar 2006.

Landsretten var med en anden begrundelse nået frem til samme resultat som flertallet.

Kommentar af advokat Martin Haug

Højesteret har netop ved dom afsagt den 11. marts 2008 taget stilling til, hvor længe der kan kræves tabt arbejdsfortjeneste.

Sagen vedrørte en personskadesag, som ikke var en arbejdsskadesag.

Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, kan der kræves tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.

Hvornår dette tidspunkt indtræder, har hidtil været omtvistet og med Højesterets afgørelse, er der nu skabt en vis klarhed over, hvad der lægges vægt på ved denne vurdering.

Højesterets flertal kom frem til, at det afgørende kriterium for udstrækningen af perioden for tabt arbejdsfortjeneste er, hvornår der foreligger det fornødne forsvarlige grundlag for at skønne midlertidigt over erhvervsevnetabet.

Dette tidspunkt kan være tidspunktet, hvor Arbejdsskadestyrelsen kommer med sin vejledende udtalelse, men det kan også være et tidligere tidspunkt. Hvilke forskellige konkrete omstændigheder der kan indebære, at det fornødne og forsvarlige grundlag foreligger, har dommen ikke taget stilling til.

Højesterets flertal fastslog også, at forpligtelsen til at udbetale tabt arbejdsfortjeneste vedvarer indtil Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil.

I september 2008 vil Højesteret på ny skulle tage stilling til problemstillingen omkring udstrækningen af perioden for tabt arbejdsfortjeneste, og her er der tale om en arbejdsskadesag.