Skæringstidspunktet mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab

Dom afsagt den 6. oktober 2008.

Top Toy A/S mod Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A

A blev i 2003 udsat for en arbejdsskade. Han kom ikke i arbejde igen. Ved en afgørelse af 5. januar 2005 tilkendte kommunen A førtidspension fra den 1. februar 2005. Den 9. marts 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen foreløbig afgørelse om A´s mén. Den 29. juni 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om A´s erhvervsevnetab, som blev fastsat til 80 %, og tilkendte A erstatning herfor med virkning fra den 1. februar 2005. Den første udbetaling ville ske den 1. august 2005. Den 6. december 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen endelig afgørelse om A´s mén, som blev fastsat til 25 %.

Sagen drejede sig navnlig om, hvornår A ikke længere havde krav på tabt arbejdsfortjeneste. Endvidere var der under sagen spørgsmål om godtgørelse for svie og smerte.

Højesteret udtalte bl.a., at efter ordlyden af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., og dens forarbejder, må bestemmelsen forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder. Højesteret fastslog herefter, at skæringstidspunktet mellem A´s erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne måtte fastsættes til den 1. februar 2005. Med hensyn til godtgørelsen for svie og smerte udtalte Højesteret, at A fortsat var syg, da den maksimale godtgørelse for svie og smerte blev nået den 21. juli 2004. På det tidspunkt havde Arbejdsskadestyrelsen endnu ikke truffet afgørelse om at tilkende A méngodtgørelse. A havde derfor krav på godtgørelse for svie og smerte frem til den 21. juli 2004.

Landsretten var nået til samme resultat.

Kommentar til sagen af advokat Brian Bruun Hansen.

Højesteret har ved dom afsagt den 6. oktober 2008 (sag 162/2007, 1. afdeling) se her taget stilling til i hvilken periode, der kan kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie- og smertegodtgørelse i en sag, hvor der er sket en arbejdsskade.

Tabt arbejdsfortjeneste

Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. §§ 5-8 og § 10 samt § 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Højesteret fastslår med dommen, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder. Højesteret fastslår, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører på det tidspunkt, hvor den løbende erhvervsevneerstatning løber fra. På denne måde mener Højesteret, at der på den ene side ikke opstår huller i dækningen for skadelidte og på den anden side ikke sker overkompensation af skadelidte.

I sagen, der lå til bedømmelse for Højesteret, havde Arbejdsskadestyrelsen truffet en endelig afgørelse om erhvervsevnetabet. Hvorledes retsstillingen er i sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetabet, er endnu ikke afklaret. Højesteret afsiger dom i en sådan sag i 2009.

Svie- og smertegodtgørelse

Efter erstatningsansvarslovens § 3 udgør godtgørelse for svie og smerte 160 kr. (2008-niveau) for hver dag, den skadelidte er syg. Der kan maksimalt kræves 61.000 kr. (2008-niveau).

Højesteret slår med dommen fast, at skadelidte kan kræve svie- og smertegodtgørelse så længe han er syg, og maksimalt frem til det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om hans varige mén.

Højesteret anfører ikke i dommen hvad der ligger i begrebet ”syg”. Efter erstatningsansvarslovens forarbejder kræves det, at skadelidte er sygemeldt og undergivet en vis form for behandling, enten ved læge eller på anden måde, f.eks. ved genoptræning. Sygdommen skal kunne dokumenteres ved lægeerklæring eller lignende. På baggrund af Højesteretsdommen kan der ikke stilles krav om, at skadelidte fortsat skal være under behandling for at kunne kræve svie- og smertegodtgørelse.

Vor anbefaling.

I alle arbejdsskadesager, hvor der er tilkendt et varigt erhvervsevnetab som en løbende ydelse, kan der kræves tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor den løbende ydelse begynder at løbe.

I de arbejdsskadesager, hvor der er tilkendt et varigt erhverveevnetab, men som et kapitalbeløb, kan der (det tog Højesteret dog ikke stilling til) formentlig kræves tabt arbejdsfortjeneste frem til selve udbetalingstidspunktet. Ellers ville der opstå et hul i erstatningen.

I de arbejdsskadesager, hvor der alene er tilkendt et midlertidigt erhvervsevnetab som en løbende ydelse, afventer vi en Højesterets afgørelse, som formentlig kommer til næste år. I disse sager anbefales det at opgøre tabt arbejdsfortjeneste også for den periode, hvor den løbende ydelse udbetales – indtil Højesteret måtte sige noget andet.

I de sager hvor en arbejdsskade ikke er anerkendt, kan der kræves tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil. Herved sikres det at den tabte arbejdsfortjeneste afløses af erhvervsevnetabsudbetalingen. Læs mere om den situation her & her.