En skulder-nakkelidelse i form af et højresidigt rotator cuff syndrom og nakkemyoser skyldtes arbejdet.

Rosberg & Haug har i 2010 ført en sag om en skulderlidelse (rotator cuff) for Fødevareforbundet NNF, og Højesteret gav i august 2010 skadelidte medhold i, at lidelsen skulle anerkendes (se nyhed den 25/8 2011). Højesteret har nu på ny haft en lignende sag til behandling.

Skadelidte lider af en skulder-nakkelidelse i form af et højresidigt rotator cuff syndrom og nakkemyoser, og spørgsmålet i sagen var, om disse lidelser skyldtes hendes arbejde. Det blev under sagen dokumenteret, at skadelidte havde arbejdet i ca. 4 år på et kyllingeslagteri, i ca. 4 år som syerske og i nogle år med rengøringsarbejde.

Højesteret fandt efter de foreliggende oplysninger om arbejdets art og varighed, at skadelidtes lidelse ikke var omfattet af den dagældende fortegnelse over erhvervssygdomme.

Spørgsmålet var herefter, om skadelidtes lidelse er en sygdom, der udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art. Retslægerådet udtalte, at arbejdet samlet må forventes at have bidraget med mere end 50 % af årsagssammenhængen. Rådet bemærkede, at en skulderlidelse er en langsomt fremadskridende proces, hvorfor arbejdet på fjerkræslagteriet havde bidraget væsentligt, selv om arbejdet lå væsentligt før debut af symptomer. Herudover udtalte rådet i en senere erklæring, at skadelidtes arbejde i de to arbejdsfunktioner på et fjerkræslagteri og som syerske har haft samme virkning og derfor tilsammen gav en risiko svarende til en af funktionerne i 8 år, hvorved de samlet gav et risikobidrag på 50 % eller mere.

Ankestyrelsen anførte i sin afgørelse i sagen, at styrelsen var enig med Erhvervssygdomsudvalget i, at der ikke kunne ske en sammenlægning af perioderne som slagteriarbejder og som syerske til én periode, og at arbejdet som syerske og rengøringsassistent ikke havde medført daglige skulderbelastende bevægelser, der med overvejende sandsynlighed havde medført skulder- og nakkelidelsen.

Da den beskrevne forskel i Retslægerådets og Ankestyrelsens vurdering af årsagssammenhængen hovedsageligt angik spørgsmål af lægefaglig karakter, fandt Højesteret, at Retslægerådets vurdering måtte lægges til grund, hvorefter det var tilstrækkelig sandsynliggjort, at As lidelse i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art, jf. den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Afgørelsen viser, at ved vurderingen af årsagsforbindelsen, er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man har arbejdet på 1, 2 eller flere arbejdspladser, men hvilken fysisk belastning den ansatte har været ude for, og har den været den samme, så tæller alle ansættelsesperioderne med. Endvidere tillægges Retslægerådets erklæring betydelig vægt i sagen.

Højesteret ændrede dermed landsrettens dom.