Fastlæggelse af skæringstidspunktet mellem tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab

28-08-2008 Sag 110/2007

Dom afsagt den 27. august 2008

A mod If Skadeforsikring

Forsikringsselskab skulle betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, idet selskabet ikke forinden selv havde foretaget et rimeligt skøn over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab og udbetalt erstatning herfor

Den 13. september 2002 var A udsat for et færdselsuheld, hvorved han pådrog sig et piskesmæld. Forsikringsselskabet If Skadeforsikring anerkendte at være erstatningsansvarlig og anmodede den 17. september 2003 Arbejdsskadestyrelsen om en vejledende udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten. Efter forudgående undersøgelser bevilgede kommunen den 1. marts 2004 A et fleksjob på 16-20 timer om ugen. Den 4. oktober 2004 vurderede Arbejdsskadestyrelsen A’s erhvervsevnetab til 30 %. Den 13. januar 2005 udbetalte If Skadeforsikring erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden frem til den 1. marts 2004.

Spørgsmålet for Højesteret var, for hvilken periode der skulle udbetales erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. erstatningsansvarslovens § 2. A påstod sig tillagt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse den 4. oktober 2004. If Skadeforsikring påstod derimod, at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste alene skulle beregnes frem til 1. marts 2004, hvor A fik bevilget et fleksjob. If Skadeforsikring gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at kommunens beslutning herom måtte kunne sidestilles med, at forsikringsselskabet selv på forsvarligt grundlag havde foretaget et rimeligt skøn over A’s erhvervsevnetabsprocent.

Højesteret anførte, at det følger af erstatnings­ansvarsloven, at en skadevolder eller den­nes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt grundlag for – eventuelt mid­lertidigt – at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab, og derfor ikke længere me­ner sig forpligtet til at betale er­statning for tabt arbejdsfortjeneste, enten selv må udøve et ri­meligt skøn og udbetale erhvervsevnetabserstatning i forhold hertil eller anmode Arbejdsska­destyrelsen om en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten. Højesteret anførte videre, at forpligtelsen til at betale erstat­ning for tabt ar­bejdsfortjeneste vedvarer, indtil Arbejdsskade­styrel­sens udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringssel­skabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og ud­betalt erstat­ning for erhvervsevnetabet i forhold hertil.

Da If Skadeforsikring ikke inden Arbejdsskadestyrelsens udtalelse havde foretaget et sådant skøn og udbetalt A erstatning i for­hold hertil, fandt Højesteret, at A allerede som følge heraf havde krav på er­statning for tabt ar­bejds­fortje­neste for perioden frem til den 4. oktober 2004.

Højesteret ændrede derved landsrettens dom.

Kommentar af adv. Brian Bruun Hansen

Højesteret har i nu i 2 domme af henholdsvis 11. marts 2008 (UfR 2008.1386H) se kommentar og 27. august 2008 (sag 110/2007) taget stilling til spørgsmålet hvor længe skadelidte kan kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dommene er afsagt i 2 sager, der vedrørte fortolkningen af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, der har følgende ordlyd:

”Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. §§ 5-8 og § 10 samt § 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade”.

Højesteret kommer i begge domme frem til, at skadelidte som udgangspunkt har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen afgiver sin vejledende udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10. Kun hvis skadevolder - forinden dette tidspunkt - på et forsvarligt grundlag foretager et rimeligt skøn over skadelidtes erhvervsevne tab og foretager udbetaling af erstatningsbeløbet til skadelidte, kan kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophøre på dette tidligere tidspunkt.

Med de 2 domme fra Højesteret må retsstillngen antages at være lagt fast i de sager, der alene bedømmes efter erstatningsansvarslovens § 2. Hvor længe skadelidte kan kræve tabt arbejdsfortjeneste i arbejdsskadesager er endnu ikke afklaret. Højesteret afsiger dom i en arbejdsskadesag i efteråret 2008.