Fødevareforbundet NNF har for et medlem ført en sag mod Ankestyrelsen, hvor der var nedlagt påstand om, at der skulle tilkendes medlemmet et erhvervsevnetab for den arbejdsskade, som han var udsat for i 1990.

Ved arbejdsulykken var medlemmet blevet påkørt af en truck, kastet omkuld og slynget flere meter. Ulykken blev sent anmeldt, idet medlemmet kort tid efter ulykken kunne genoptage arbejdet. Men med årene fik medlemmet ondt flere steder og bl.a. i sin skulder, som han landede på ved påkørslen. Skaden blev anmeldt i 2000, og Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ulykken og tilkendte medlemmet et varigt mén. Der var foretaget fradrag i det varige mén, idet Arbejdsskadestyrelsen ikke mente, at det hele det samlede mén skyldtes ulykken. Mht erhvervsevnetabet vurderede man, at medlemmet havde et sådant, men at dette i sin helhed ikke havde noget med arbejdsulykken at gøre. Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen og retssagen blev anlagt.

Byretten gav Ankestyrelsen medhold, men Vestre Landsret kom frem til et andet resultat. Landsretten kom frem til, at medlemmet havde en markant nedsættelse af erhvervsevnen, og at en væsentlig del skyldtes medlemmets skuldergener og dermed arbejdsulykken. Landsretten henviste til lovens formodningsregel og fremhævede, at der ikke var overvejende sandsynlighed, der talte imod, at medlemmets skuldergener ( i hvert fald i et vist omfang) skyldtes arbejdsskaden.

Da landsretten ikke var i stand til selv at vurdere størrelsen af erhvervsevnetabet blev sagen hjemvist til fornyet behandling og erstatningsudmåling i Arbejdsskadestyrelsen.

Dommen viser, at der, i lighed med de seneste Højesteretsafgørelser, skal ganske meget til for ikke at tilkende et erhvervsevnetab helt eller delvist - selv ved meget gamle ulykkestilfælde.