Højesteret har den 16. august afsagt domme i to sager om erstatning for tab af erhvervsevne til to kvinder, der begge blev udsat for en arbejdsulykke, og som på ulykkestidspunktet arbejdede på deltid.

Spørgsmålet var, hvorledes erstatningen skal fastsættes i en situation, hvor en kvinde efter gennem nogle år at have arbejdet på fuld tid går ned i arbejdstid for at få tid til at passe min­dre børn og derefter bliver ramt af en arbejdsulykke, med den følge at hun nu ikke længere ville kunne arbejde på fuld tid.

Højesteret fastslår, at hvis skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde ikke var for­ringet forud for arbejdsskaden, skal der ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten tages udgangspunkt i, at skadelidte – uden skaden – kunne arbejde på fuld tid. At skadelidte på ulykkestidspunktet ikke udnytter sin arbejdsevne til udearbejde på fuld tid, er således uden betydning for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten.

Højesteret fastslår endvidere, at den årsløn, der indgår ved udmålingen af skadelidtes er­hvervsevnetabserstatning, skal fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling, såfremt skadelidtes ansættelse på nedsat tid må anses for at være af midlerti­dig karakter.

Begge kvinderne fik derfor medhold i, at deres erstatning skulle beregnes ud fra, at de kunne arbejde på fuld tid.

Hvor meget der skal til for at en deltidsbeskæftigelse ikke længere kan anses at være af midlertidig karakter svarer Højesteret ikke på, men der skal formentlig ganske meget til.

Afgørelsen vil formentlig indebære, at en række tilsvarende sager nu skal genoptages i Arbejdsskadestyrelsen.