Forskelsbehandling – sprogkundskaber.

Højesteret har afsagt dom den 12. februar i en sag om forskelsbehandling, hvor en medarbejder mente sig forskelsbehandlet i forbindelse med en afskedigelsesrunde.

En virksomhed måtte lukke en afdeling, der betjente det engelske marked, og det var denne afdeling som den ansatte, der var af hollandsk oprindelse, var en del af.

Alle i afdelingen blev afskediget bortset fra afdelingslederen og en medarbejder, der talte flydende dansk. Disse to medarbejdere havde virksomheden valgt at overflytte til en ny telemarketingsopgave på det danske marked.

Højesteret fandt, at den hollandske medarbejder ikke var blevet afskediget på grund af sin hollandske oprindelse. De sprogkrav, virksomheden havde stillet ved at foretrække en medarbejder, der talte flydende dansk, frem for den hollandske medarbejder, var sagligt begrundet, og der ikke var grundlag for at tilsidesætte det skøn, som virksomheden havde foretaget ved at foretrække den anden medarbejder til at varetage den nye opgave. Der var ikke i øvrigt omstændigheder, der gav grundlag for at anse afskedigelsen for at være usaglig. Højesteret frifandt på denne baggrund JS Danmark for den hollandske medarbejders krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7 såvel som funktionærlovens § 2b.

Højesteret vurderede både, om der kunne foreligge direkte såvel som indirekte forskelsbehandling af medarbejderen, men vurderede, at de konkrete omstændigheder ikke dokumenterede dette.

Selvom sagen blev tabt af lønmodtageren, er det væsentligt at være opmærksom på, at en opsigelse begrundet i national oprindelse og sprog godt kan være et udtryk for forskelsbehandling – det vil altid være en konkret vurdering.