Tabt arbejdsfortjeneste - kan kræves hvor længe?

​Højesteret har i dag afsagt to principielle domme i arbejdsskadesager. Højesteret har taget stilling til hvor længe, der kan kræves tabt arbejdsfortjeneste, når en skadelidt pådrager sig et midlertidigt erhvervsevnetab.​

Højesteret skulle behandle to sager, der tidligere har været behandlet af Østre landsret:

Dom af 24. oktober 2007.​

Skadelidte var kommet til skade den 19. juni 2003, blev sygemeldt og påbegyndte forrevalidering den 10. august 2004 med henblik på revalidering til urmager, et forløb der skulle begynde den 29. marts 2005 og slutte den 28. marts 2009. Arbejdsskadestyrelsen traf midlertidig afgørelse om erhvervsevnetabet og tilkendte en midlertidig løbende ydelse på 35 %, der skulle løbe fra den 10. august 2004.

Landsretten kom frem til, at det allerede den 10. august 2004 var muligt midlertidigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, og derfor kunne der ikke ydes tabt arbejdsfortjeneste ud over dette tidspunkt, jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1,2. pkt.

Efter landsrettens afgørelse traf Arbejdsskadestyrelsen endelig afgørelse om erhvervsevnetabet, og kom frem til, at det var under 15 %.​

Dom af 29. januar 2008.​

Skadelidte var kommet til skade den 11. juli 2002, og genoptog arbejdet den 18. november 2002. I 2004 tilkendte Arbejdsskadestyrelsen et midlertidigt erhvervsevnetab på 35 % som en løbende ydelse med virkning fra den 18. november 2002. Den 22. september 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen endelig afgørelse og tilkendte et erhvervsevnetab på 35 %, der blev udbetalt som et kapitalbeløb.

Landsretten kom frem til, at det allerede den 18. november 2002 var muligt midlertidigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, og derfor kunne der ikke ydes tabt arbejdsfortjeneste ud over dette tidspunkt, jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1,2. pkt.​

Dommerne i Højesteret kunne i ingen af de to sager blive enige om resultatet. Flertallet af dommerne stadfæstede de to landsretsafgørelser og fastslog, at den tabte arbejdsfortjeneste alene kunne løbe ind til virkningstidspunktet for den midlertidige afgørelse af erhvervsevnetabet (dvs. det tidspunkt hvor den løbende ydelse skulle løbe fra).

Højestretsflertallet har herefter fastslået, at udgangspunktet er, at den ene erstatningsydelse (tabt arbejdsfortjeneste) afløses af den anden ( løbende erhvervsevnetabsydelse).

Med dommene har der nu fundet en afklaring sted af nogle af de tvivlsspørgsmål, som lovændringen af erstatningsansvarsloven i 2002 gav anledning til, men der består fortsat en række problemstillinger, som kommende retssager må afdække.

Med de to domme ligger det dog også fast, at den skadelidte ikke længere kan få fuld erstatning, da den skadelidte, der i en periode får tilkendt et midlertidigt erhvervsevnetab, alt andet lige vil lide et indtægtstab.

Højesterets flertallet fik ikke mulighed for at tage stilling til hvorledes, der skulle forholdes til differencekravet. Mindretallet i Højesteret var dog inde på spørgsmålet, og på baggrund af mindretallets præmisser er det fortsat vores opfattelse, at den løbende erhvervsevnetabserstatning ikke skal fradrages i differencekravet. 

Haug Advokater | Christian IX's Gade 10, 3. sal | 1111 København K | Tlf.: 33 13 42 42 | CVR: 28393458 | Email: secure@haugadvokater.dk