Kvartalsnyt

ERSTATNINGSRETLIGE AFGØRELSER

Højesterets Dom af 27.4.2022 (erhvervsevnetab – forrentning)

Sagen vedrørte hvilket beløb, der skulle forrentes, når en skadelidt, der har fået tilkendt en løbende erhvervsevnetabsydelse. Spørgsmålet var, om forrentningen skulle ske af bruttobeløbet (før skat) eller nettobeløbet (efter skat).

Situationen opstår, når en skadelidt er blevet tilkendt en løbende erhvervsevnetabsydelse, og når ydelsen udbetales for sent grundet anke eller retssag.

Højesteret kom frem til, at den skadelidte havde krav på at få renter af bruttobeløbet, idet dette var bedst stemmende med forarbejderne til arbejdsskadesikringsloven, ligesom det var i overensstemmelse hvorledes forrentning af forsinket betaling af løn normalt blev beregnet.

Østre Landsrets dom af 8.4.2022. (ansvar – elløbehjul)

En trafikant var kørt med et elløbehjul på det yderste af en havnemole. Han kom til skade i forbindelse med, at han passerede to sten hvor imellem, der var udspændt en umarkeret kæde.

Landsretten fandt, at færdselsloven var gældende det pågældende sted, og at kommunen var ansvarlig for ulykken. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at kommunen burde have indhentet Politiets tilladelse til at sætte kæden op. Det var endvidere vanskeligt at se kæden uden særlig afmærkning og at det skærpede forpligtelsen for kommunen, at der var tale om færdsel tæt på vandet.

Vestre Landsrets dom af 7.4.2022 (erstatning – tilbagebetaling)

Sagen vedrørte en arbejdsskade, hvor den skadelidte var faldet ned fra et vindmølleelement, og om han havde krav på varigt mén og erhvervsevnetab. Konkret vedrørte sagen, om der var en sket en nakkeskade.

Retslægerådet havde udtalt sig i sagen og erklæret, at ulykken ikke var egnet til at give en nakkeskade og endvidere var der først journaliseret symptomer fra nakken flere uger efter arbejdsulykken. Det var endvidere kommet frem under sagens behandling, at der efterfølgende havde været en trafikulykke, som skadelidte ikke have oplyst om.

Ud fra en samlet vurdering fandt landsretten ikke, at arbejdsskaden havde forårsaget noget varigt mén eller erhvervsevnetab og da der endvidere var fortiet relevante oplysninger, så blev den skadelidte også pålagt at tilbagebetale beløb han allerede havde modtaget.


ANSÆTTELSRETLIGE AFGØRELSER


Højesterets dom af 2. maj 2022 (lønkompensation – Corona)

En provisionslønnet tandplejer blev hjemsendt som følge af trepartsaftalen om coronakompensation indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Trepartsaftalen blev efterfølgende udmøntet i lønkompensationsloven, hvorefter en lønmodtager under hjemsendelse havde krav på at få ”den aftalte løn”.

Parterne var uenige om, hvorvidt den løn, som tandplejeren havde ret til, mens hun var hjemsendt, skulle beregnes ud fra et gennemsnit af den forud for hjemsendelsen optjente provision eller ud fra, hvad hun måtte forventes at kunne have optjent i provision, hvis hun ikke var blevet hjemsendt.

Højesteret fandt, ud fra navnlig formålet med lønkompensationsordningen, som bl.a. var, at fyringstruede lønmodtagere kunne beholde deres job og løn, at den ansattes krav på løn derfor måtte beregnes ud fra et gennemsnit af hendes optjente provision forud for hjemsendelsen.

Østre Landsrets dom af 5.5.2022 (Forskelsbehandling – handicap)

En ansat havde et handicap i form af ryg- og nakkegener. Det var ubestridt, at han var omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingslovens § 2. Den ansatte blev sygemeldt begrundet i både ryg- og nakkegener men også i en opstået hælspore. Den ansatte blev opsagt under sin sygemelding. Den ansattes job var et fleksjob, og der var derfor taget en række hensyn allerede ved og under ansættelsen. Det kom frem, at den ansattes helbredsmæssige gener under ansættelsen var blevet forværret, og at det ikke havde været muligt at finde selv meget beskedne opgaver, som han med sine helbredsmæssige gener kunne varetage. Det blev derfor lagt til grund, at han på opsigelsestidspunktet ikke længere var kompetent, egnet eller disponibel til at udføre arbejdsopgaverne, og herefter fandt landsrettens flertal, at opsigelsen var saglig.

Østre Landsrets dom af 23.6.2022 (opsigelse – mail)

En ansat havde modtaget en opsigelse pr. mail. Spørgsmålet i sagen var, om den måtte anses at være kommet frem den 31. december, hvor den var sendt, eller den 1. januar. Landsretten lagde til grund, at der hos arbejdsgiveren ikke var regler om eller kutyme for at sætte autosvar på mailkontoen, når man holdt ferie eller i øvrigt var utilgængelig. Til trods for dette, tiltrådte landsretten, at opsigelsen den 31. december 2019 blev afleveret på en sådan måde, at den ansatte med rimelighed kunne forventes at få kendskab til den inden den. 1. januar 2020. Det fik betydning, at det under sagen var ubestridt, at mailen af 31. december 2019 kom frem til den ansattes arbejdsmail umiddelbart efter, at den blev sendt. Det var godtgjort, at den primære skriftlige kommunikationsform hos arbejdsgiveren var via mails. Videre var det godtgjort, at den ansatte under sin ansættelse via sin computer og arbejdsgiverbetalte mobiltelefon sendte og læste mails uden for normal arbejdstid, herunder i weekenden. Det kom også frem gennem vidneforklaringer, at den ansatte ikke havde givet udtryk for, at han ikke var tilgængelig under sin juleferie, ligesom den ansatte ikke havde sat autosvar på sin mailkonto, hvoraf fremgik, at han ikke læste mails, hvilket efter det oplyste ellers var kutyme i selskabets ledelsesgruppe. Under disse omstændigheder fandt retten, at opsigelsen den 31. december 2019 blev afleveret på en sådan måde, at den ansatte med rimelighed kunne forventes også at få kendskab til opsigelsen inden d. 1. januar 2020.

Haug Advokater | Christian IX's Gade 10, 3. sal | 1111 København K | Tlf.: 33 13 42 42 | CVR: 28393458 | Email: secure@haugadvokater.dk