Kvartalsnyt


Resumé af nyeste afgørelser om erstatnings- og ansættelsesret

ERSTATNINGSRETLIGE AFGØRELSER

Højesteretsdom af 22. marts 2022.


Ansvarsforsikringsselskab kunne ikke standse udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab


A pådrog sig den 8. august 2012 en arbejdsskade. Sagen angik, om A havde krav på renter af erstatningskrav vedrørende tabt arbejdsfortjeneste for perioden 24. februar 2014 til 31. maj 2018, som løbende var fremsat i perioden 16. juni 2014 til 12. juni 2018, eller om arbejdsgiverens ansvarsforsikringsselskab var berettiget til at afvente Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings endelige afgørelse af A’s erhvervsevnetab, og derfor ikke skulle betale renter af disse krav.

Højesteret fandt, at det i forbindelse med en ændring af erstatningsansvarsloven i 2011 var forudsat, at skadelidte har krav på løbende at få udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og at dette ikke kun gælder før, men også efter, at arbejdsskademyndighederne har truffet midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.


Højesteret fandt, at denne forudsætning er forenelig med erstatningsansvarslovens § 16 – også for perioden efter at arbejdsskademyndighederne har truffet midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab, da skadevolder (ansvarsforsikringsselskabet), når der foreligger en sådan midlertidig afgørelse, har kendskab til størrelsen af den midlertidige erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, der efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, skal fradrages i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste for samme periode, og således har de fornødne oplysninger til bedømmelse af erstatningens størrelse, herunder af det fradrag, der skal foretages.


Herefter fik den skadelidte medhold, og ansvarsforsikringen kunne ikke tilbageholde udbetalingen af den tabte arbejdsfortjeneste.

Højesteretsdom af 7. marts 2022


En soldats PTSD kunne ikke anerkendes som erhvervssygdom og var ikke omfattet af særlov for tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret PTSD


A blev under udsendelse som soldat til Afghanistan i 2008 udsat for traumatiske oplevelser. I 2012 blev han udsat for et voldsomt overfald. Han blev herefter diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).

Den 10. august 2016 vurderede Ankestyrelsen, at A´s PTSD ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven, men at hans PTSD var omfattet af særloven. Den 27. oktober 2016 ophævede Ankestyrelsen afgørelsen af 10. august 2016 og besluttede, at A´s PTSD hverken kunne anerkendes som erhvervssygdom eller var omfattet af særloven.

A indbragte herefter sagen for domstolene.

Det var ikke bestridt, at A´s PTSD kunne ikke anerkendes som en erhvervssygdom efter erhvervssygdomsfortegnelsen, fordi sygdommen ikke havde været fuldt til stede inden for få år efter udsendelsen. Højesteret udtalte, at A´s PTSD heller ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom uden for fortegnelsen. Begrundelsen var, at det efter de lægelige oplysninger ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at sygdommen måtte anses for i overvejende grad at være forårsaget af udsendelsen til Afghanistan i 2008.


Med hensyn til særloven udtalte Højesteret, at loven ikke indebærer en lempelse af de almindelige tidsmæssige betingelser for at anerkende PTSD som erhvervssygdom efter fortegnelsen, men alene en lempelse af de krav, der stilles til dokumentationen for, at sygdomssymptomer er opstået inden for 6 måneder. I A´s tilfælde var afslaget på anerkendelse af PTSD-sygdommen efter arbejdsskadesikringsloven ikke begrundet i manglende dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning under udsendelsen og sygdomsdebut.


Hans sygdom var derfor ikke omfattet af særloven.

Østre Landsretsdom af 22.december 2021


Bygherren og ikke arbejdsgiveren var ansvarlig for arbejdsskade.


Sagen angik, om arbejdsgiveren, eller bygherre, var ansvarlige for den arbejdsulykke, som A var udsat for den 21. september 2015, hvor han i forbindelse med opsætning af et stillads trådte på et brønddæksel, der vippede, hvorved han faldt ned i brønden og kom til skade. Landsretten frifandt arbejdsgiveren for ansvar og lagde til grund, at der ved besigtigelsen af ejendommen i forbindelse med tilbudsgivningen ikke var noget iøjnefaldende ved dækslet, der gav anledning nærmere undersøgelser. Landsretten lagde endvidere til grund, at det ikke var sædvanligt at undersøge dæksler nærmere forud for en arbejdsopgave af den type.


Fsva. ansvaret for bygherren lagde Landsretten til grund, at dækslet kunne flyttes ved, at man sparkede til det eller skubbede til det med hælen, og at bygherren var bekendt med, at dækslet ikke var sikret mod at kunne forskubbe sig. Landsretten fandt, at bygherren i en situation, hvor der skulle udføres ikke ubetydeligt arbejde af håndværkere i nærheden af dækslet, herunder opstilles stillads, burde have oplyst arbejdsgiveren om forholdene, således at der kunne være truffet passende sikkerhedsforanstaltninger. Landsretten fandt således, at bygherren som ejer af grunden, under de foreliggende omstændigheder ikke at have gjort arbejdsgiven opmærksom på, at dækslet lå løst på terrænet, havde pådraget sig et erstatningsansvar for den indtrufne ulykke.

Østre Landsretsdom af 22.december 2021.


Der var årsagsforbindelse mellem en trafikulykke og senere indtrådte helbredsmæssige gener.


Sagen angik navnlig, om der var årsagsforbindelse mellem A’s lidelser og et færdselsuheld den 24. maj 2011, hvor A som fører af en bil blev påkørt bagfra, mens hun holdt stille. Hastigheden, på den bagfrakommende bil, var ca. 50-60 km/t. Landsretten lagde til grund, at A forud for færdselsuheldet den 24. maj 2011 havde fuld erhvervsevne. Retslægerådet havde på spørgsmål om årsagsforbindelse anført, at hendes gener i form af svimmelhed, almen utilpashed, trykkende smerter i ørerne, koncentrationsbesvær, hovedpine, hukommelsesbesvær og lydoverfølsomhed ikke umiddelbart kunne forklares ved uheldet alene, og at de angivne gener sås hos en mindre del af patienter udsat for piskesmældstraumer. Retslægerådet havde herom videre anført, at generne typisk indtræder flere måneder efter traumet i forbindelse med persisterende gener fra nakken, og at en forværring med tiden sædvanligvis måtte tilskrives andre forhold, herunder socioøkonomiske faktorer. Retslægerådet havde ligeledes vurderet, at A’s kognitive gener og lydoverfølsomhed med mere end 50 pct. sandsynlighed skulle ses som resultatet af en kombination af forudbestående psykosociale faktorer og ledsagende symptomer efter uheldet.

Der var dog i sagen ikke oplysninger om forudbestående lidelser, der kunne antages at ville have ført til en nedsættelse af erhvervsevnen på et senere tidspunkt. Landsretten fandt på den baggrund, at A’s gener måtte antages at være opstået i et symptomforløb, der var igangsat af færdselsuheldet den 24. maj 2011, og de kunne efter bevisførelsen ikke tilskrives nogen anden hændelse. På den baggrund, og henset til færdselsuheldets karakter og den tidsmæssige sammenhæng mellem uheldet og genernes opståen, tiltrådte landsretten, at A’s tab af erhvervsevne i det hele måtte tilskrives den piskesmældsskade, som hun pådrog sig ved færdselsuheldet den 24. maj 2011.

ANSÆTTELSRETLIGE AFGØRELSER

Højesterets dom af 16. marts 2022


Arbejdsfri dage skulle medregnes ved opgørelsen af antallet af sygedage efter "120-dages-reglen" under en fuldtidssygemelding


En medarbejder var af sin arbejdsgiver blevet opsagt fra sin stilling med et forkortet varsel på en måned under henvisning til, at hun havde været sygemeldt i 120 dage inden for de seneste 12 måneder, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2.


For Højesteret angik sagen, om arbejdsgiveren havde været berettiget til at opsige medarbejderen med forkortet varsel. Spørgsmålet afhang alene af, om søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage kunne medregnes ved opgørelsen af antallet af sygedage efter funktionærlovens § 5, stk. 2, i den periode, hvor den ansatte var fuldtidssygemeldt.


Efter funktionærlovens § 5, stk. 2, kan det i en ansættelseskontrakt bestemmes, at funktionæren kan opsiges til fratræden ved en måneds udgang, hvis funktionæren inden for et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder har oppebåret løn under sygdom i 120 dage i alt.


Højesteret anførte indledningsvis, at der hverken i funktionærloven eller dens forarbejder er taget stilling til, hvordan de 120 dage skal opgøres. Højesteret henviste herefter til, at der siden 1950 har været en retspraksis, hvorefter søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage skal medregnes i de 120 dage, hvis den ansatte har været fuldtidssygemeldt dagen umiddelbart før og dagen umiddelbart efter den eller de pågældende arbejdsfri dage. Højesteret bemærkede, at denne praksis har været fulgt af arbejdsmarkedets parter i mange år, og at lovbestemmelsen ikke er blevet ændret i forbindelse med senere ændringer af funktionærloven. Højesteret kom på den baggrund frem til, at søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage også i A's tilfælde kunne medregnes i opgørelsen af de 120 dage, og at opsigelsen med forkortet varsel derfor havde været berettiget. Landsretten var kommet til det samme resultat.

Kendelse af 24. marts 2022 i faglig voldgiftssag 2021-944


Bortvisning afskåret som følge af, at samme begrundelse var givet for opsigelse 2 dage forinden.


Sagen angik en bortvisning, som skete to dage efter, at den pågældende var sagt op med 6 måneders varsel. Sagen angik blandt andet, om bortvisning var afskåret, fordi det påberåbte grundlag for bortvisning indgik i begrundelsen for opsigelsen to dage tidligere.

Opsigelsen, der blev givet den 18. maj 2020 var begrundet i, at pengeinstituttet, hvor medarbejderen var ansat, havde mistet tilliden til, at medarbejderen kunne udfylde rollen som filialdirektør på ansvarlig vis. Han havde den 5. maj 2020 fået en påtale, der vedrørte han medvirken i sin søns kortmisbrugssag i Polen. Opsigelsen blev givet med 6 måneders varsel og med samtidig fritstilling.


Den 20. maj 2021 blev medarbejderen bortvist. ​Baggrunden for bortvisningen var, at medarbejderen groft havde misbrugt sin stilling og udnyttet en af sine ansatte, som på hans instruks havde sendt et internt dokument til medarbejderens søn, til brug for en retssag mellem sønnen og pengeinstituttet.


Opmandens vurderede, at det allerede på tidspunktet for opsigelsen havde været arbejdsgivers opfattelse, at medarbejderen havde instrueret en ansat i at sende brevet. Opmanden lagde endvidere vægt på, at der mellem opsigelsen den 18. maj 2021 og bortvisningen den 20. maj 2021 intet andet var sket, end at pengeinstituttet holdt et møde med medarbejderen, hvorunder denne forklarede, at den opsagte medarbejder havde instrueret hende om at sende dokumentet.

Opmanden fandt endelig, at når en arbejdsgiver i forbindelse med en opsigelse udtrykkeligt påberåber sig et forhold som misligholdelse, kan dette misligholdelsesforhold ikke efterfølgende sanktioneres med en bortvisning. Pengeinstituttet havde herefter ved på den anførte måde i forbindelse med opsigelsen af medarbejderen at have påberåbt sig, at han instruerede den ansatte om at sende dokumentet, afskåret sig fra to dage senere med henvisning til dette forhold at bortvise medarbejderen.

Faglig Voldgiftssag kendelse af 17. marts 2022

Tvist om berettigelse af bortvisning som følge af medarbejders nægtelse af at udføre overarbejde

Sagen angik, hvorvidt en arbejdsgiver var berettiget til at bortvise en medarbejder, der forlod arbejdspladsen, efter at han havde nægtet at udføre overarbejde.


Bortvisningen var begrundet med, at medarbejderen forlod arbejdspladsen før arbejdstids ophør torsdag den 19. august 2021, efter at han udtrykkeligt blev bedt om at blive til arbejdstids ophør.

Opmanden lagde blandt andet til grund, at episoden efter de afgivne forklaringer bestod i, at medarbejderen ved normal arbejdstids ophør på vej hen til kontroluret for at stemple ud sagde nej til at udføre overarbejde.


Opmanden lagde til grund, at arbejdsgiver ikke havde godtgjort, at medarbejderen havde misligholdt ansættelsesforholdet. Opmanden lagde blandt andet vægt at arbejdsgiveren ikke havde handlet ledelsesmæssigt naturligt, idet arbejdsgiveren havde undladt at forespørge, hvorfor medarbejderen havde sagt nej til overarbejde. Der fandtes derfor ikke grundlag for bortvisning og arbejdsgiveren skulle betale erstatning af medarbejderens løntab i opsigelsesperioden

Haug Advokater | Christian IX's Gade 10, 3. sal | 1111 København K | Tlf.: 33 13 42 42 | CVR: 28393458 | Email: secure@haugadvokater.dk