Østre Landsret har ved dom af 31. maj 2021 stadfæstet Lyngby byrets dom, hvor DTU blev fundet ansvarlig for mangelfuld glatførebekæmpelse og det blev vurderet, at der var årsagssammenhæng mellem faldet og den senere konstaterede diskusprolaps.


Det var under sagen ubestridt, at vagten havde været ved DTU den 27. december 2014 mellem kl. 21 og 22 for at udføre sit arbejde, og at han faldt baglæns ned på jorden på et isglat område uden for en af DTU’s bygninger.


Hovedspørgsmålene i sagen var, om DTU var erstatningsansvarlig, og om der var årsagssammenhæng mellem faldet og den diskusprolaps i lænderyggen, som vagten fik konstateret flere måneder efter.


I forhold til ansvaret var det ubestridt, at DTU havde en forpligtelse til at sørge for, at der blev udført glatførebekæmpelse på ulykkesstedet.


Landsretten lagde til grund, at der på netop det areal, hvor vagten faldt, ikke var foretaget glatførebekæmpelse. Landsretten lagde derudover til grund, at der på alle tider af døgnet og alle årets dage var studerende på DTU’s område, og at DTU var bekendt med dette. Landsretten bemærkede dertil, at det var aftalt mellem DTU og glatførebekæmpelsesfirmaet, at snerydning og glatførebekæmpelse skulle ske på alle dage, hvor der var risiko for glat føre, herunder også om natten, i weekender og på helligdage.


På denne baggrund fandt landsretten, at DTU ikke havde godtgjort, at glatførebekæmpelsen var forsvarligt tilrettelagt, således at den også omfattede og blev udført på det sted, hvor vagten faldt.


Landsretten fandt herefter, at DTU var erstatningsansvarlig.


Om årsagssammenhængen bemærkede landsretten, at der i slutningen af maj blev konstateret en diskusprolaps. Retslægerådet havde udtalt, at de første diskrete tegn på prolapsen kunne være nogle beskrevne jag i benet, som blev beskrevet medio februar 2015, og at første sikre tegn blev beskrevet i starten af maj.

Landsretten bemærkede, at Retslægerådets besvarelser efter Retslægerådets eget udsagn alene var givet på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger.

Vagten selv forklarede, at han siden ulykken havde haft ondt i ryggen, hvilket blev bekræftet af flere vidner, og derudover fremgik det af arbejdsskadeanmeldelsen, der var udfyldt 2 dage efter ulykken, at vagten ved faldet havde slået hovedet og ryggen. Diskusprolapsen var efter indhentelse af oplysningerne fra vidner også anerkendt som arbejdsskade.

Endelig bemærkede landsretten, at der efter Retslægerådets besvarelse måtte lægges til grund, at der ikke var oplysninger om, at vagten forud for ulykken havde haft problemer med lænderyggen.

Herefter fandt landsretten, at det var bevist, at vagten havde strakssymptomer i form af lænderygsmerter efter faldulykken, og at det var faldet, der forårsagede den senere konstaterede diskusprolaps i lænderyggen.

Sagen blev i byretten ført af Martin Haug og i landsretten af Emilie Sylow