Erstatningsretlige afgørelser
Højesterets dom af 10.2.2021
Befordring fra hjem til arbejde ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven
En kvinde var tilknyttet et vikarbureau og havde midlertidigt arbejde på Esbjerg Sygehus. Da hun en morgen i egen bil kørte fra sit hjem til sygehuset, kom hun ud for en færdselsulykke.
Spørgsmålet for Højesteret var, om de skader, hun pådrog sig ved færdselsulykken, kunne anerkendes som arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven.
Kvinden blev ikke den pågældende dag tilkaldt af sin arbejdsgiver, og hun kunne have valgt anden transportform, blot hun mødte til tiden. Det forhold, at det var en betingelse for hendes ansættelse som vikar, at hun havde bil, og at hun modtog skattefri kørselsgodtgørelse, indebar ikke, at tjenesteforholdet eller hensynet til virksomhedens interesser kunne anses at have haft indflydelse på befordringen denne dag. Kvindens befordring fra hendes hjem til arbejdspladsen var derfor ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Landsretten var nået til samme resultat.
Højesterets dom af 11.1.2021
Sag afvist, da sagsøger ikke havde retlig interesse i anerkendelsespåstand, som var fastslået ved forvaltningsretlig afgørelse
A anlagde retssag med påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at A havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 80 %. Under sagens behandling ved byretten traf Ankestyrelsen afgørelse om, at A’s erhvervsevnetab kunne fastsættes til 80 %. Parterne var enige om, at styrelsen med denne afgørelse indholdsmæssigt gav A fuldt medhold i hans anerkendelsespåstand.
Ankestyrelsen opfordrede herefter A til at hæve sagen, mens A opfordrede Ankestyrelsen til at tage bekræftende til genmæle. A anførte, at han ville stå retssikkerhedsmæssigt bedre med en dom, og at han derfor havde retlig interesse i at få en dom i overensstemmelse med sin anerkendelsespåstand.
Højesteret udtalte, at der efter Ankestyrelsens afgørelse ikke længere bestod nogen tvist mellem parterne. En dom ville ikke afskære styrelsen fra at genoptage sin behandling af sagen, hvis de forvaltningsretlige betingelser for dette måtte være opfyldt. En dom ville endvidere ikke være til hinder for, at Københavns Kommune som selvforsikret arbejdsgiver under en anden retssag anfægtede Ankestyrelsens afgørelse.
Efter Ankestyrelsens afgørelse havde A således ikke længere retlig interesse i at få prøvet sin påstand, og sagen skulle derfor afvises.
Landsretten var nået til samme resultat.
Vestre Landsrets dom af 29.1.2021.
En lejer kom til skade, da et betontrin på en udendørs trappe ved hans lejlighed i boligselskabetknækkede. Der havde været to andre episoder på trappen, hvor lejere var faldet. Udlejer bestred at være ansvarlig.
En udmeldt skønsmand vurderede under sagen, at trinnene på trappen, der var ca. 60 år gammel, bar præg af at være slidte, og der flere steder kunne konstateres synlig armering, der var rustangrebet. Det var skønsmandens vurdering, at armeringsjernet efter lang tids tæring pludselig havde givet efter for den opståede belastning.
Landsretten gav lejeren medhold. Landsretten fandt, at udlejeren forud for lejerens uheld burde have sikret trappetrinnene, idet der forud for uheldet havde været løse trappetrin, der var blevet udbedret. U burde derfor have været klar over, at der var risiko for, at trin pludselig kunne blive løse, og U var derfor erstatningsansvarlig.
ANSÆTTELSESRET
Vestre Landsrets dom af 11. marts 2021 (BS-25319/2020-VLR)
Afskedigelse af handicappet medarbejder var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, da der var truffet rimelige foranstaltninger efter forskelsbehandlingslovens § 2 a
Sagen handlede om, hvorvidt en vikarvirksomhed havde givet en handicappet medarbejder med fibromyalgi adgang til beskæftigelse.
Landsretten lagde til grund blandt andet, at der i virksomheden var særligt travlt om morgenen, og at det var et tidspunkt, hvor det var afgørende for virksomheden at kunne hjælpe kunderne hurtigt. Landsretten lagde også til grund, at der efter konstatering af medarbejderens fibromyalgi blev taget forskellige tiltag for at fastholde medarbejderen, herunder nedsættelse og ændring af arbejdstid. Det var imidlertid ikke muligt at efterkomme medarbejderens ønske om at have vagter i de travle morgentimer, og da det efter medarbejderens eget udsagn var eneste mulighed blev medarbejderen opsagt.
Landsretten fandt, at tilrettelæggelsen af vagtplanen havde hvilet på saglige hensyn, da den var sket under hensyn til arbejdets karakter og virksomhedens begrænsede størrelse. Det var ikke muligt at imødekomme medarbejderens ønske om nedsat arbejdstid og arbejdsstart om morgenen uden driftsmæssige forstyrrelser af virksomhedens behov for stabilitet i de særligt kritiske morgentimer. Landsretten udtalte videre, at det ikke ligger inden for virksomhedens tilpasningsforpligtelse at opnormere bemandingen ved at ansætte en yderligere medarbejder på fuld tid.
Landsretten fandt derfor, at virksomheden ikke havde pligt til at tilbyde medarbejderen at arbejde på nedsat tid som fast morgenvagt i bookingafdelingen, idet virksomheden dermed ville blive pålagt en uforholdsmæssig stor byrde. Virksomheden havde således ikke tilsidesat sin forpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2a, og opsigelsen af medarbejderen var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.
Østre Landsrets dom af 25.02.2021 (BS-54627/2019-OLR)
Det fremgik af skolederens mail til samtlige ansatte, ca. 80 personer, at en lærer var blevet afskediget i prøveperioden. Det blev forklaret i mailen, at skolens ledelse i en periode havde haft løbende samtaler med læreren, hvor ledelsen havde forsøgt at hjælpe hende med de opgaver, der blev løst utilfredsstillende eller ikke blev løst, at ledelsen også havde hjulpet hende med at prioritere i opgaverne og gradvist fjernet hendes undervisning, samt at ledelsen i denne periode desværre ikke fik tillid til, at læreren på egen hånd kunne løfte opgaven som inklusionsvejleder, hvorfor ledelsen havde valgt at opsige læreren i prøveperioden.
Byretten vurderede, at arbejdsgiveren havde haft en berettiget interesse i at informere skolens medarbejdere om, at læreren var fratrådt, og at skolens ledelse ville medvirke til at løfte opgaven som inklusionsvejleder, indtil en ny var ansat. Retten fandt imidlertid ikke, at det var nødvendigt at offentliggøre så detaljerede oplysninger om begrundelsen for lærerens fratræden, som det var sket. Retten havde herved lagt vægt på, at hensynet til den afskedigede må tillægges betydelig vægt ved afvejningen af, hvilke oplysninger der kan offentliggøres i en afskedigelsessituation.
Herefter fandt Retten fandt, at den uretmæssige videregivelse til alle skolens medarbejdere af oplysningerne om begrundelsen for lærerens fratræden udgjorde en sådan krænkelse af lærerens ære eller person, at hun som følge heraf havde krav på godtgørelse for tort i henhold til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1. Godtgørelsen blev fastsat til 5.000 kr.
Sagen blev stadfæstet i Landsretten.
Vestre landsrets dom 6. november 2020 (U2021.794V)
En dagplejer var blevet afskediget med henvisning til, at der var faldende børnetal i kommunen. Dagplejeren mente, at den reelle begrundelse for afskedigelsen var hans ekstreme fedme. Han mente samtidig, at hans fedme udgjorde et handicap, og at afskedigelsen af ham var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod diskrimination på grund af handicap.
Sagen blev forelagt EU-domstolen vedrørende forståelsen af handicap. Domstolen udtalte, at fedme ikke i sig selv udgør et handicap, men at det kan indebære et handicap, hvis det indebærer en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre arbejdstageren i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere.
Byretten fandt det ikke godtgjort, at dagplejeren havde forhindret i at udføre arbejdet som dagplejer på lige fod med andre dagplejere, og at dagplejerens gener som følge af overvægten ikke havde en karakter, der hindrede ham i at udføre arbejdet som dagplejer.
Det fandtes ikke bevist, at dagplejeren på opsigelsestidspunktet led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det var heller ikke godtgjort, at de medarbejdere i kommunen, der havde deltaget i beslutningen om afskedigelse, havde opfattet dagplejeren som handicappet.
Landsretten tiltrådte, at dagplejeren ikke på afskedigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand og at han ikke blev opfattet som handicappet på opsigelsestidspunktet og stadfæstede dommen.
Der var også et spørgsmål om ligebehandling.
Landsretten lagde til grund, at afskedigelsen beroede på, at det var vanskeligere at visitere børn til den omhandlede dagplejer end andre.
Landsretten fandt derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling på grund af fedme eller køn, og der blev heller ikke fundet grundlag for godtgørelse efter ligebehandlingsloven.