Kvartalsnyt


Erstatningsretlige afgørelser

Højesterets kendelse af 16.11.20 (forældelse af erstatningskrav)

Sagen vedrørte en sag, der havde været delforhandlet i byretten og landsretten og herefter skulle behandles af byretten igen. Kravet var foreløbigt gjort op (tabt arbejdsfortjeneste) og grundet det tidsmæssige forløb blev forældelse gjort gældende, da den skadelidte ville forhøje sit krav under sagen. Højesteret kom frem til, at forhøjelsen (af kravet på tabt arbejdsfortjeneste) ikke var forældet, og begrundede det bl.a. med, at der var taget forbehold om yderligere erstatning, at forhøjelsen også vedrørte tabt arbejdsfortjeneste, som det tidligere var nedlagt påstand om og som var tiltrækkeligt tydeliggjort i stævningen – og endelig at dette også svarede til retstilstanden før indførelsen af forældelsesloven.

Højesterets dom af 4.12.20 (om renter af patientskadeerstatning)

En skadelidt ville have renter af sit erstatningskrav fra et tidligere tidspunkt end det tidspunkt som Patienterstatningen ville give, hvilket fra 4 uger efter modtagelsen af et oplysningsskema. Højesteret fandt, at den skadelidte havde krav på renter fra et noget tidligere tidspunkt og henviste til, at uanset at klage- og erstatningsloven ikke er til hinder for, at Patienterstatningen kan vælge at indrette sin sagsbehandling således, at sager om lægemiddelskader behandles i to trin, så kom Højesteret frem til, at fristen på 1 måned for forrentning af erstatningskrav på tabt arbejdsfortjeneste løber fra det tidspunkt, hvor Patienterstatningen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, hvilket i den konkrete sag var flere år før det tidspunkt som Patienterstatningen ville give. En lang række sager vil nu skulle genoptages for at vurdere, om de skadelidte har fået korrekt forrentet erstatning.

Østre Landsrets dom af 13. november 2020 (FED2020.71) (om tilbagebetaling af for meget betalt tabt arbejdsfortjeneste)

Østre Landsret har vurderet, at der ikke er hjemmel i arbejdsskadesikringslovens (ASL) § 29, stk. 2, til at den ansvarlige skadevolders ansvarsforsikringsselskab T kan indtræde i en skadelidtes ret til midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter ASL § 17, stk. 3.

I den konkrete sag afgjorde Østre Landsret tillige, at det var uden betydning, at ansvarsforsikringen (skadevolder) havde betalt for meget tabt arbejdsfortjeneste for en periode, hvor der senere blev tilkendt erhvervsevnetabserstatning, som skulle være fratrukket i medfør af EAL § 2, stk. 2. Skadevolderen kunne heller ikke kræve tilbagebetaling eller foretage modregning, da man efter sit kendskab til erhvervsevnetabsafgørelsen var fortsat med at betale tabt arbejdsfortjeneste uden at modregne det for meget udbetalte for den tidligere erstatningsperiode. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at A derved ubestridt blev overkompenseret. Arbejdsskadeforsikringsselskabet, der var i koncernfællesskab med skadevolders forsikringsselskab, var derfor heller ikke berettiget til at undlade at betale erhvervsevnetabserstatningen til A.

Sagen, der er behandlet som 1.instans sag i Østre Landsret er anket.

Ansættelsesretlige afgørelser

Faglig Voldgiftssag Kendelse af 5. januar 2021 (bortvisning på grund af udeblivelse fra sygefraværssamtale)

Et ægtepar havde været ansat i nogle år, da de begge blev sygemeldt med stress medio marts 2018. Arbejdsgiveren bad om en lægeerklæring, hvilken blev fremsendt med sygemelding yderligere 8 uger. I perioden indkaldte arbejdsgiver begge medarbejdere til en sygefraværssamtale. Det fremgik af indkaldelsen, at arbejdsgiveren fandt hændelsesforløbet i forbindelse med sygemeldingen for ”særdeles påfaldende”, og at udeblivelse fra samtalen ville medføre bortvisning.​

Opmanden fastslog, at medarbejderes pligt til at deltage i syge- og mulighedssamtaler er begrundet i deres pligt til at loyalt at få afklaret mulighederne for at genoptage arbejdet. Af indkaldelsesbreve fremgik det imidlertid, bl.a. at baggrunden for indkaldelsen var, at arbejdsgiver ikke troede på, at rengøringsassistenterne var for syge til at arbejde, og at arbejdsgiver i øvrigt ønskede, at klagerne skulle bestille tid hos egen læge, således at en ny lægeerklæring kunne udarbejdes.

På bl.a. denne baggrund konkluderede opmanden, at arbejdsgivers indkaldelse til sygesamtale ikke var begrundet i et ønske om rengøringsassistenternes tilbagevende til arbejde efter endt sygdom, men derimod i en kontrol af deres sygemeldinger. Bortvisningerne var imidlertid udelukkende begrundet i, at klagerne var udeblevet, ikke i at deres sygefravær ikke var reelt. På denne baggrund mente opmanden ikke, at det var proportionalt at bortvise klagerne for deres udeblivelse fra sygesamtalen.

Sø- og Handelsrettens dom 3. december 2020 i sag BS-45652/2019-SHR (alkoholmisbrug)

Sagen angår navnlig spørgsmålet om berettigelse af en bortvisning under sygemelding og hvorvidt alkoholmisbrug er omfattet af forskelsbehandlingsloven som handicap.

Medarbejderen havde været ansat siden 2001. I begyndelsen af 2019 blev medarbejderen sygemeldt på grund af stress, men medarbejderen forklarede selv, hvordan medarbejderen også i denne periode havde et stort alkoholforbrug. I starten af marts indledte medarbejderen af egen drift misbrugs-behandling. Den 27. marts 2019 deltog medarbejderen i et møde under sin sygemelding. Det blev her klart, at medarbejderen havde en promille på 1,6. Der blev herefter givet medarbejderen en advarsel, i hvilken der var indeholdt en pligt for medarbejderen til straks at opstarte et behandlingsforløb. Under et opfølgende møde den 12. april 2019, deltog medarbejderen i alkoholpåvirket tilstand. Medarbejderen var på dette tidspunkt fortsat sygemeldt. Ved mødet den 12. april 2019 blev medarbejderen bortvist med den begrundelse, at medarbejderen havde drukket alkohol trods det, at medarbejderen flere gange havde fortalt, at hun modtog antabusbehandling.

Retten fandt, at der ikke var tale om et handicap i lovens forstand. Retten lagde vægt på, at medarbejderens sygefravær forud for sygemeldingen i 2019 ikke oversteg det normale niveau på arbejdspladsen, at sygefraværet fra 2019 skyldtes stress og overforbrug af alkohol, og at dette blandt andet var privat relateret, og at medarbejderen ikke længere indtager alkohol og har formået at få og fastholde et nyt job.

Herefter fandt retten, at medarbejderens sygdomsforløb ikke havde indebåret en funktionsbegrænsning af en sådan karakter, at hun på bortvisningstidspunktet den 12. april 2019 kunne anses for handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Retten fandt, at bortvisningen ikke var berettiget. Retten lagde vægt på, at medarbejderen var i et uafsluttet behandlingsforløb, der var påbegyndt på tidspunktet for advarslen, hvilket arbejdsgiveren fandtes at være bekendt med.

Retten fandt dog, at opsigelse af medarbejderen, der gentagne gange havde løjet om sit alkoholforbrug havde været berettiget.

​​

Haug Advokater | Christian IX's Gade 10, 3. sal | 1111 København K | Tlf.: 33 13 42 42 | CVR: 28393458 | Email: secure@haugadvokater.dk