Erstatningsretlige afgørelser

Højesterets dom af 24.9.2020

Forældelse/genoptagelse af arbejdsskadesag


Sagen angik, om et krav efter arbejdsskadesikringsloven var forældet efter arbejdsskadesikringslovens, selv om fristen for genoptagelse i loven, ikke var udløbet, da skadelidte anmodede om genoptagelse. Den skadelidte havde oprindeligt fået afvist anerkendelsen af sin skade. Skaden var sket i 2007 og der blev udtaget stævning i 2017.

Højesteret fastslog, at der efter ordlyden og forarbejderne, kan indtræde forældelse af krav på erstatning eller godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, selv om der er adgang til genoptagelse af arbejdsskadesagen efter § 41, stk. 1. Dette understøttes også af § 36, stk. 5, modsætningsvis.

Højesteret fandt herefter, at forældelsesfristen for skadelidtes eventuelle krav udløb den 15. januar 2013, og at et eventuelt krav således var forældet.

Højesterets dom af 11.9.2020 (U.2020.3902)

Genoptagelse af patientskadesag


Sagen angik, om Ankenævnet for Patienterstatningen skulle genoptage en sag vedrørende patienterstatning, efter at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ved en afgørelse havde fremsat kritik over for den behandlende overlæge.

Disciplinærnævnets afgørelse var truffet på baggrund af de samme oplysninger, som indgik i den oprindelige afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen. Endvidere indgik disciplinærnævnets vurdering i ankenævnets afgørelse om ikke at genoptage sagen, men dette førte ikke til en anden vurdering af, om korrekt behandling ville have forhindret A’s død.

På den baggrund fandt Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse om ikke at genoptage sagen, idet der ikke i forbindelse med genoptagelsen var fremkommet nye faktiske eller retlige oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at den ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med ankenævnets oprindelige stillingtagen.

Højesterets dom af 8.9.2020

Om forældelse af differencekrav


Spørgsmålet for Højesteret var, om skadelidte A’s differencekrav var forældet, da hun anlagde sag ved byretten den 24. juli 2017.

A var den 6. maj 2008 under sit arbejde som buschauffør involveret i et færdselsuheld, da hun forsøgte at undvige en ukendt hund. Den 23. februar 2009 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen (ASK - nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES)) ulykken som en arbejdsskade og fastsatte méngraden til 5 % og erhvervsevnetabet til mindre end 15 %. Afgørelsen blev påklaget til Ankestyrelsen og stadfæstet den 19. november 2009.

A anmodede den 25. april 2013 ASK om genoptagelse af sagen både vedrørende varigt mén og tab af erhvervsevne. Der blev herefter truffet en række afgørelser om midlertidigt tab af erhvervsevne, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den 27. januar 2017 på ny traf endelig afgørelse om A’s tab af erhvervsevne, der blev fastsat til 20 %.

Højesteret fastslog, at differencekravet, som var rettet mod tredjemand, var omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år. Forældelsesfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor A fik eller burde have fået kendskab til sit krav. Højesteret udtalte, at et sådant kendskab i hvert fald havde været til stede, da A anmodede om genoptagelse den 25. april 2013, hvilket var mere end tre år før, A anlagde sag ved byretten.

Højesterets kendelse af 31. august 2020(U.2020.3747)

Om lovvalg ved færdselsuheld


Sagen angik, om et krav efter færdselsuheld i Danmark, hvor en dansk og en tysk indregistreret bil stødte sammen, skulle afgøres efter dansk eller tysk ret.

Højesteret udtalte, at lovvalget i sager om erstatning ved færdselsuheld må foretages under inddragelse af de tilknytningsmomenter, som er relevante for den konkrete sag. Det sted, hvor skaden er sket, må indgå med betydelig vægt, således at det kræver stærk tilknytning til et andet land, hvis dette lands lovgivning skal finde anvendelse.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at behandle kravene efter forskellige regler, og lagde i forhold til spørgsmålet om lovvalget vægt på, at uheldet var sket i Danmark, involverede en dansk bil, ført af en person, der bor i Danmark.

Højesterets dom af 19. august 2020 (U.2020.3515)

Erhvervsevnetab var højere end vurderet af AES


Sagen angik, hvor stor en del af det varige erhvervsevnetab, A var påført efter en knallertulykke i 2007, som Forsikringsselskabet Privatsikring A/S var erstatningsansvarlig for.

Højesteret lagde til grund, at den skadelidte forud for ulykken ikke havde nedsat erhvervsevne, da han før ulykken varetog et fuldtidsjob om end han havde lænderyggener og en endnu udiagnosticeret ADHD.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde vurderet, at den skadelidte havde et erhvervsevnetab på 50%, idet det blev vurderet, at også skadelidtes forudbestående lænderyggener og ADHD skulle medføre fradrag i det samlede erhvervsevnetab.

Retslægerådet havde anført, at der ikke var grundlag for at fastslå, at de forudbestående lænderyggener var blevet varigt forværret efter ulykken.

Højesteret fandt herefter, at det ikke var godtgjort, at lænderyggenerne var blevet forværret efter knallertulykken. Herefter, og da der ikke var grundlag for at antage, at der før ulykken havde været nedsat erhvervsevne, kunne lænderyggenerne ikke begrunde et fradrag ved opgørelsen af erhvervsevnetabet.

Da skadelidte også før knallertulykken led af ADHD, og denne lidelse ikke havde været til hinder for, at han var fuldtidsbeskæftiget, kunne denne lidelse heller ikke begrunde et fradrag ved opgørelsen af erhvervsevnetabet.

Højesteret fandt derudover, at andre tilkomne symptomer, måtte antages at være opstået i et symptomforløb, der var igangsat af ulykken i 2007, og de kunne efter bevisførelsen ikke tilskrives nogen anden hændelse end dette forløb.

På denne baggrund fandt Højesteret, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at A’s varige erhvervsevnetab som følge af knallertulykken i 2007 var mindst 75 %.

Ansættelsesretlige afgørelser

Højesterets dom af 31. august 2020 (U.2020.3963)

Beslutning om afskedigelse under barselsorlov var berettiget

A blev uddannet som fysioterapeut i januar 2015 og i april 2015 ansat på X-klinik A/S. Hun blev i forbindelse med sin graviditet sygemeldt i september 2015 og indtil fødslen, hvorefter hun var på barselsorlov. Hun vendte tilbage til sit arbejde i oktober 2016, men blev senere i samme måned afskediget.

Sagen angik, om afskedigelsen af A var i strid med ligebehandlingsloven, således at hun havde krav på godtgørelse. Det var efter reglerne X-klinik, der skulle godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i A’s graviditet eller barselsorlov.

Højesteret lagde til grund, at en nedgang i antallet af patienter nødvendiggjorde en reduktion i antallet af fysioterapeuter på klinikken. Højesteret lagde endvidere til grund, at der intet var at udsætte på A’s faglige eller personlige kvalifikationer, og der skulle ses bort fra, at hun under sit fravær på grund af graviditet og barsel ikke havde kunnet opbygge yderligere erhvervserfaring og gennemføre videreuddannelse mv. Uanset dette fandt Højesteret, at de tre øvrige relevante medarbejdere i klinikken med hensyn til erhvervserfaring og videreuddannelse mv. adskilte sig markant fra A. Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt fandt Højesteret, at det måtte anses for godtgjort, at afskedigelsen af A hverken helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet eller barselsorlov.