Erstatningsretlige afgørelser

Landsretsdom af 27. marts 2020 (U.2020.2130)

Der var årsagsforbindelse mellem nakkegener og trafikulykke.

N var involveret i en trafikulykke, hvor han blev påkørt bagfra. Han fik nakkesmerter og blev røntgenfotograferet, der ikke viste noget abnormt. Han blev tilkendt varigt mén med 8 % og få dages svie- og smertegodtgørelse. 6 år senere var han på ny involveret i en trafikulykke. Han fik igen nakkesmerter og blev sygemeldt. Han fik mange behandlinger hos fysioterapeut. Arbejdsskadestyrelsen vurdere det varige mén til 5 % og erhvervsevnetabet til 36%. Sagen blev forelagt Retslægerådet, der fandt at nakkegenerne var opstået i relevant tidsmæssig sammenhæng med ulykke nr. 2. En bilinspektør havde vurderet hastighedsændringerne for de to biler til 10 og 3, 5 km/t.

Landsrettens flertal fandt, at der var forbindelse mellem trafikulykken i nr. 2 og S’ gener, idet N ikke havde opsøgt læge i tre år forud for ulykken, og de nakkeproblemer N havde oplevet før ulykke nr.2, havde ikke afholdt ham fra at drive sin tømrervirksomhed.

Landsretsdom af 11. marts 2020 (U.2020.2130)

Ejer af vaskehal var ansvarlig for glatføreulykke.

N var kørt ind i en vaskehal med sin bil klokken 13.På vej ud af hallen faldt hun uden for porten, hvor der var isglat grundet vedvarende frost. Der blev rejst erstatningskrav mod ejeren af hallen. Det blev lagt til grund, at der var saltet om morgenen, og at ejeren var klar over, at det var svært at glatførebekæmpe området grundet at biler jævnligt kørte våde ud af hallen. Landsretten fandt, at ejeren var ansvarlig, idet ejeren havde en særlig anledning til at glatførebekæmpe bedre, grundet hallens indretning og den vedvarende frost.

Ansættelsesretlige afgørelser 

Østre Landsretsdom af 4. juni 2020 (U2020.2516)

Afskedigelse var i strid med proportionalitetsprincippet

Landsretten fandt, at det var i strid med proportionalitetsprincippet at afskedige en leder af en børneinstitution gennem 30 år, som havde ansat en maler, der tidliere var dømt for børnepornografi, til at udføre en udendørs maleropgave af 20-30 timers varighed.

Landsretten lagde afgørende vægt på, at der ikke havde været pligt til at indhente børneattest på grund af arbejdets varighed, at maleren ikke færdedes blandt børnene og på lederens mangeårige ansættelse om leder.

Østre Landsrets dom af 12. juni 2020

Krav støttet på hovedaftalen kunne ikke rejses ved de almindelige domstole

Østre Landsret har som 1. instans truffet afgørelse om, at et krav støttet på hovedaftalens § 4, stk. 3, ikke kunne behandles af domstolene, idet sagen kunne være ført i fagretligt regi.

Landsretten lagde til grund, at fagforeningens tilkendegivelse om ikke at videreføre sagen i fagretligt regi, ikke gav grundlag for at antage, at kravet var opgivet med bindende virkning.

Landsretten fandt imidlertid, at medlemmet selv havde haft mulighed for at rejse kravet fagretligt og få prøvet sit krav ved Afskedigelsesnævnet. Landsretten fandt herefter, at der ikke kunne opnås bedre retsstilling for medlemmet, ved at rejse kravet støttet på hovedaftalens § 4, stk. 3, ved de almindelige domstole, og der var derfor ikke anledning til at stilling til selve opsigelsen.

Højesterets dom af 7. april 2020

Minimalerstatning skulle fradrages flekslønstilskud (U2020.2160)

A blev i 2010 ansat i fleksjob. Da A's arbejdsgiver gik konkurs, fik A i 2014 udbetalt en minimalerstatning efter funktionærloven fra Lønmodtagernes Garantifond. Kort efter konkursen blev A ansat i et nyt fleksjob, hvorefter Herlev Kommune traf afgørelse om at fradrage minimalerstatningen i A’s fleksløntilskud vedrørende det nye fleksjob. Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse, hvorefter HK/Danmark som mandatar for A anlagde sag mod Ankestyrelsen.

Sagen angik, om minimalerstatningen kunne anses for lønindtægt, således at der kunne ske fradrag i fleksløntilskuddet.

Højesteret var enig med landsretten i, at minimalerstatningen udbetalt til A måtte anses for lønindtægt, og at minimalerstatningen derfor med rette var fradraget i A’s fleksløntilskud.

Vestre Landsrets dom af 9.12.2019

Pligterne efter arbejdsmiljøloven var ikke overgået til anden part.

N var ansat som chauffør hos A. På et tidspunkt udlejede A en lastvogn med chauffør (N) til B. Afregning skete efter kørte kilometer og ventetid. Afhentning og aflæsningssteder blev aftalt direkte med N, og han havde ingen sikkerhedsmæssig instruktion fået af B. N kom til skade med sin fod under en transportopgave. Der blev rejst krav mod B, idet N gjorde gældende, at B havde overtaget arbejdsgiverforpligtelserne. Landsretten frifandt B, og anførte, at N ikke var indgået i B’s virksomhed på samme måde som de øvrige ansatte. Der blev bl.a. lagt vægt på, at der var tale om sædvanlige transportopgaver i spidsbelastningsperioder.