FED2019.21 (Vestre Landsret). (Arbejdsskade – ansvar)

En Sosu-assistent kom til skade, da hun blev ramt af en låge fra en opvaskemaskine. Arbejdsgiver (en kommune) blev pålagt ansvar, og der blev i den forbindelse lagt særlig vægt på, at der forinden havde været et lignende episode, som arbejdsgiver havde forholdt sig passiv til.

FED2019.31 (Vestre Landsret) (Straffesag – faldsikring) 

Sagen var en straffesag, hvor arbejdsgiver blev idømt en bøde, idet ansatte arbejdede uden faldsikring. Der blev arbejdet i op til 5,4 meters højde. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at arbejde i højden medførte en forpligtelse til at føre skærpet tilsyn.


U2020.312 (Vestre Landsret) (Arbejdsskade - ansvar) 

En ansat havde sænket støttebenene på en gravemaskine, hvorved en kollega fik sin fod i klemme, og måtte have storetåen amputeret. Arbejdsgiver blev pålagt ansvar og landsretten anførte at arbejdet med maskinen var at betragte som farligt, og at sikkerhedsafstanden til gravemaskinen ikke var overholdt.


U2019.3299 (Vestre Landsret) (Om beskyttelse af erhvervsevneerstatning)

Sagen vedrørte en skadelidt, der havde fået indsat sin erhvervsevnetabserstatning på en særligt sikret konto. Skadelidte købte efterfølgende et hus for erstatningen og andre midler. En kreditor ville senere foretage udlæg i huset. Landsretten kom frem til, at selvom erstatningen var blevet blandet sammen med andre (ikke sikrede) midler, så kunne der ikke foretages udlæg i den andel af huset, som var købt for erstatningen.


Højesteretsdom af 26.11.2019 (Erhvervsevnetab – deltidsansat)

En sygeplejerske på deltid var kommet til skade i en trafikulykke (fritid). Efter ulykken fortsatte hun med at arbejde på deltid i samme omfang og med stort set samme indtægt. Der var enighed om, at A før ulykken havde en fuld erhvervsevne.


Spørgsmålet var herefter, om skadelidte, der ikke længere var i stand til at arbejde på fuld tid, var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Højesteret fremhævede, at det følger af erstatningsansvarslovens § 5, at en skadelidt har ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis en personskade har medført en varig nedsættelse af den skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde.

Efter oplysningerne i sagen lagde Højesteret til grund, at hun som følge af ulykken ikke ville være i stand til at arbejde på fuld tid, men kun i et omfang svarende til hendes deltidsansættelse.

Højesteret udtalte, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten for en skadelidt, hvis erhvervsevne ikke var forringet forud for skaden, skal tages udgangspunkt i, at skadelidte kunne arbejde fuld tid, også selvom den pågældende ikke udnyttede sin arbejdsevne til at arbejde fuld tid forud for skaden. Det er uden betydning, om ansættelsen på deltid kun var midlertidig. Højesteret gav herefter skadelidte medhold i sit krav på erstatning for tab af erhvervsevne.