Højesteretsdom af 26.11.2019 (Erhvervsevnetab – deltidsansat)
En sygeplejerske på deltid var kommet til skade i en trafikulykke (fritid). Efter ulykken fortsatte hun med at arbejde på deltid i samme omfang og med stort set samme indtægt. Der var enighed om, at A før ulykken havde en fuld erhvervsevne.
Spørgsmålet var herefter, om skadelidte, der ikke længere var i stand til at arbejde på fuld tid, var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Højesteret fremhævede, at det følger af erstatningsansvarslovens § 5, at en skadelidt har ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis en personskade har medført en varig nedsættelse af den skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde.
Efter oplysningerne i sagen lagde Højesteret til grund, at hun som følge af ulykken ikke ville være i stand til at arbejde på fuld tid, men kun i et omfang svarende til hendes deltidsansættelse.
Højesteret udtalte, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten for en skadelidt, hvis erhvervsevne ikke var forringet forud for skaden, skal tages udgangspunkt i, at skadelidte kunne arbejde fuld tid, også selvom den pågældende ikke udnyttede sin arbejdsevne til at arbejde fuld tid forud for skaden. Det er uden betydning, om ansættelsen på deltid kun var midlertidig. Højesteret gav herefter skadelidte medhold i sit krav på erstatning for tab af erhvervsevne.
|