Retten i Horsens har afgjort, at der var handlet ansvarspådragende i en sag, hvor en tømrerlærling fik en gardinkasse ned over nakken.

 

Sagen handlede om en tømrerlærling, der som led i sit arbejde skulle sætte gardinkasser op sammen med en tømrersvend. Gardinkasserne blev formonteret først med et par dykkere, og herefter blev skruet korrekt ind.


Retten lagde til grund, at skadelidte som lærling hjalp til i processen, og at han umiddelbart før ulykken hjalp med at formontere gardinkassen. Retten lagde endvidere til grund, at skadelidte efter anvisning fra svenden gik ud på altanen for at udføre en opgave, og at tømrersvenden havde sluppet gardinkassen, da skadelidte gik ind i lejligheden igen. Svenden stod da og talte med beboeren i lejligheden.


Da skadelidte gik i lejligheden, faldt gardinkassen ned og ramte lærlingen.


Retten lagde ved sagens afgørelse vægt på, at svenden var den sidste, der havde haft fat i gardinkassen, og at den efter hans vurdering var tilstrækkelig fastgjort til, at han kunne slippe den. Retten fandt herefter, at svenden havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have fastgjort gardinkassen tilstrækkeligt, inden han slap den. Retten lagde endvidere vægt på, at proceduren for formontering efterfølgende blev ændret, så der blev sat flere dykkere i til at starte med.


Herefter fandt retten, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig i medfør af DL 3-19-2.


Sagen er ikke anket.

Sagen blev for 3F ført af advokat Emilie Therese Sylow