Skadelidt, som havde været under observation af forsikringsselskab, havde ikke bedre funktionsniveau end, hvad der fremgik af lægeerklæringer.


En skadelidt var den 30. januar 2007 udsat for en arbejdsulykke, hvor han fik et slag mod hovedet, og han led efterfølgende af bl.a. hovedpine og kognitive vanskeligheder. Han blev i 2009 tilkendt førtidspension efter flere forgæves arbejdsprøvninger. Som følge af arbejdsulykken var det anerkendt, at han havde et erhvervsevnetab. I oktober 2010 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen erhvervsevnetabet til 65 %.

I juni og oktober 2009 og december 2010 observerede Topdanmark Forsikring ham, mens han bl.a. cyklede, slog græs og trænede i et fitnesscenter. Observationsmaterialet blev overgivet til Ankestyrelsen, der herefter vurderede, at skadelidtes funktionsniveau var bedre end de beskrivelser, der fremgik af speciallægeerklæringer, de kommunale akter vedrørende navnlig arbejdsprøvningerne og skadelidtes egen forklaring. Ankestyrelsen nedsatte derfor erhvervsevnetabet til 50 %.

Berettigelsen af nedsættelsen blev indbragt for domstolene, og under retssagen blev der stillet spørgsmål til Retslægerådet, som udtalte, at de observerede fysiske aktiviteter ikke var uforenelige med generne, som var beskrevet i de lægelige akter.

Højesteret fandt, at det er et spørgsmål af lægefaglig karakter, om de aktiviteter, som skadelidte havde foretaget, var uforenelige med oplysningerne i erklæringerne fra de speciallæger, der havde undersøgt ham, og at Retslægerådets vurdering heraf måtte lægges til grund.

Efter Retslægerådets udtalelse kunne skadelidtes funktionsevne ikke anses for at være bedre end det, der fremgik af speciallægeerklæringerne mv., og da Ankestyrelsens nedsættelse af erhvervsevnetabet fra 65 % til 50 % alene var begrundet i Ankestyrelsens antagelse om en bedre funktionsevne, fandt Højesteret, at skadelidte havde godtgjort, at han som følge af arbejdsulykken havde et erhvervsevnetab på 65 %.

Dommen fastslår, at det for det første er en lægelig vurdering, hvad en given lidelse kan indebære af begrænsninger i de daglige aktiviteter, og at det for det andet kun er hvis det påvises at aktiviteterne er uforenelige med de lægelige erklæringer mv., som forefindes, at det kan have erstatningsmæssig betydning.

Dommen må forventes at få betydning for selskabernes brug af overvågninger fremover, der alt andet lige vil blive indskrænket.