3 betydende domme om anerkendelse af arbejdsskader afsagt af Højesteret

Højesteret har nu inden for en uge afsagt 3 betydende domme om egnethedskriteriet i arbejdsskadesikringsloven§ 5, jf. § 6. En af dommene kan indebære at en række tidligere afgørelser kan genoptages.

Den første dom (192/2014) omhandlede en trafikulykke, der skete i arbejdstiden. Sagens omstændigheder var følgende:

I en anmeldelse til bl.a. Arbejdsskadestyrelsen og over for de læger, der havde undersøgt A, blev det oplyst, at den bil, A var passager i, trillede rundt/væltede efter at være kørt ud over en skrænt, og at han i den forbindelse blev kastet/faldt ud af bilen. A anførte, at disse oplysninger stammede fra papirerne fra sygehuset, og at uheldet blev beskrevet på grundlag heraf efter råd fra hans daværende advokat. Han er enig i, at denne beskrivelse ikke var korrekt.

A bidrog ikke under sagen med oplysninger om det passerede, da det første, han ifølge sin forklaring huskede, var, at han lå på en båre, og at der var mennesker omkring ham. Som anført af landsretten sad A og chaufføren i bilen, da redningspersonalet kom frem, de var vågne og i stand til at svare relevant på reddernes spørgsmål. Under hensyn hertil, og til at As manglende hukommelse først fremkom efterfølgende, tilsidesatte Højesteret As forklaring om, at han ikke huskede noget om det passerede.

Herefter og af de grunde, som landsretten anførte, fastslog Højesteret, at A ikke havde godtgjort, at han havde været udsat for en hændelse, der var egnet til at påføre ham en personskade, jf. arbejdsskadesikringslovens § 5, jf. § 6.

Af landsrettens afgørelse fremgik det, at omfanget af synlige skader på bilen var begrænsede, og landsretten fastslår i øvrigt følgende:

En samlet vurdering af observationerne på stedet, de begrænsede skader på bilen, fraværet af skader inde i bilen og fraværet af synlige eller i øvrigt objektivt konstaterbare skader på sagsøgerne peger sammen med resultatet af de tests, der er gennemført af bilinspektøren, og de foreliggende fotos entydigt på, at der ikke har været tale om en højhastighedsulykke eller andet færdselsuheld, som kan have påført sagsøgerne en alvorlig skade.

Landsretten tilsidesætter derfor sagsøgernes forklaringer og antagelser, herunder om at de i forbindelse med episoden var uden bevidsthed, at ingen af dem husker noget fra episoden, og at der i forbindelse med, at varebilen er kørt af vejen, skulle være sket en relevant hændelse i forhold til arbejdsskadesikringsloven.​

Som det fremgår, så indgår en række faktiske omstændigheder i afgørelsen, herunder skadelidtes noget tvivlsomme forklaring, og der har samlet set således ikke været nok dokumentation til at fastslå, at der var bevis for et skadesforløb, der har været egnet til at give en varig skade.


Den anden dom (261/2015)vedrørte et løft af en kasse, hvor der efterfølgende opstod rygsmerter. Sagens omstændigheder var følgende:

A rakte under udførelse af sit arbejde som lagermedarbejder ud efter en kasse, der havde sat sig fast på transportbåndet, hvorved hun fik et smæld i ryggen. Hun har efterfølgende haft vedvarende smerter i ryggen og har anmeldt skaden som en arbejdsskade.

Der forelå i sagen bl.a. en udtalelse fra Retslægerådet, hvoraf fremgik, at hændelsen var egnet til at medføre akutte rygsmerter, og at sådanne traumer normalt forsvinder i løbet af uger eller måneder. Det fremgik af udtalelsen endvidere, at der ikke var noget, som kunne forklare, hvorfor smerterne i As tilfælde ikke var gået over.

Sagen angik for Højesteret spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en arbejdsskade.

Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at A ved hændelsen var blevet påført akutte rygsmerter, men fandt det ikke godtgjort, at hændelsen var årsag til As vedvarende rygsmerter. Spørgsmålet var herefter, om de akutte rygsmerter udgjorde en personskade. Højesteret fastslog, at forbigående smerter, som ikke kræver behandling, men går over af sig selv, ikke er at anse for en personskade, jf. Højesterets dom af 8. november 2013 (UfR 2014.452), og at det efter de lægelige udtalelser måtte lægges til grund, at As smerter uden behandling ville gå over af sig selv. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at A havde modtaget behandling, og at en del af denne behandling kunne have vedrørt de akutte rygsmerter.

Som det fremgår af afgørelsen, så fastslog Højesteret det principielle, at et hændelsesforløb, der alene giver forbigående og ikke behandlingskrævende smerter, ikke kan anerkendes som en skade efter arbejdsskadesikringsloven. Sådanne skader, der i sagens natur ikke kan give varige gener, kan heller ikke udløse varigt mén eller et varigt erhvervsevnetab.


Den tredje dom (255/2015) omhandlede et tilfælde af forværring af en bestående ryglidelse. Sagens omstændigheder var følgende:

A var under udførelsen af sit arbejde faldet forover i forbindelse med, at han sad på hug og skulle lægge et affaldsnet sammen. Han fik herved et stød i ryggen med smerter til følge. En efterfølgende scanning viste, at A havde en degenerativ ryglidelse, der havde været til stede forud for hændelsen, samt en diskusprolaps.

Sagen angik for Højesteret, hvorvidt der var årsagssammenhæng mellem hændelsen og rygsmerterne, således at der var tale om en arbejdsskade.

Højesteret fastslog, at der ved vurdering af årsagssammenhæng skal lægges vægt på, i hvilket omfang en indtrådt hændelse er egnet til at forårsage den skete skade. Højesteret fastslog endvidere, at dette kan være tilfældet, hvis der er en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden op­stod som følge af hændelsen på arbejdet, og at der kan tages hensyn til, om hændelsen har haft en karakter og et omfang, der gør det sandsynligt, at skaden opstod som følge af hændel­sen. Efter de lægelige oplysninger i sagen fandt Højesteret det ikke godtgjort, at diskusprolapsen var forårsaget af hændelsen, men lagde til grund, at hændelsen havde haft helbredsmæssige følger for A, idet prolapsen ved hændelsen var blevet symptomgivende. Der var således tale om en forværring af den bestående ryglidelse, som udgjorde en arbejdsskade.

Som det fremgår, var det for Højesteret afgørende, at der kunne findes en biologisk naturlig og logisk forklaring på skadens opståen. Endvidere havde det betydning, at hændelsen havde en karakter og et omfang, der gjorde, at der var en sandsynlig sammenhæng mellem skadens følger og hændelsen. I den forbindelse var det nok, at den degenerative lidelse var blevet symptomgivende, og at den således var blevet forværret. Afgørelsen kan efter vor vurdering indebære, at en række tidligere afviste sager nu kan genoptages.

Haug Advokater | Christian IX's Gade 10, 3. sal | 1111 København K | Tlf.: 33 13 42 42 | CVR: 28393458 | Email: secure@haugadvokater.dk