Vi har tidligere beskrevet sagen i en nyhedsmail, da sagen blev behandlet i byretten.

Sagen omhandler et medlem af Fødevareforbundet NNF som Haug Advokater har ført en sag for, idet hun havde været udsat for en arbejdsskade.

Medlemmet arbejdede på et slagteri med pakkearbejde. Skaden var sket i april 2008 ved, at medlemmet i forbindelse med pakkearbejdet havde stået og taget varer af et bånd. En truck havde ramt en palle, der efterfølgende ramte hendes højre knæ, og herefter blev medlemmet sygemeldt for en kortere periode, og hun forsøgte kortvarigt at genoptage arbejdet, men smerterne var for store, og hun blev langtidssygemeldt, og fik sidenhen førtidspension.

Skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, der anerkendte skaden efter arbejdsskadesikringsloven.

Der blev rejst et erstatningskrav, og skaden blev anerkendt af slagteriets ansvarsforsikringsselskab. Forsikringsselskabet ville imidlertid ikke betale erstatning for mere end en helt kortvarig periode på et par måneder. Medlemmets sygdomsperiode blev imidlertid langstrakt, idet der var problemer med at få knælidelsen diagnosticeret, ligesom hun også måtte igennem flere operationer.

Det var forsikringsselskabets vurdering, at den lange sygdomsperiode ikke skyldtes arbejdsskaden.

Byretten fandt på baggrund af de lægelige oplysninger herunder Retslægerådets udtalelse i sagen, at medlemmets sygefravær i hvert fald kunne udstrækkes til den 15. september 2010. Medlemmet fik således medhold for ca. kr. 1.000.000 inklusive renter.

Slagteriet ankede dommen, og nu har landsretten stadfæstet byrettens afgørelse. Fra landsrettens side blev der lagt vægt på, at medlemmet forud for skaden ikke havde haft knæproblemer, og at der efter skaden havde været vedvarende knægener. Ligesom der blev lagt vægt på Retslægerådets udtalelse og en speciallægeerklæring.

Sagen blev ført af advokat Martin Haug.