Godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven og erstatning på grund af uberettiget brug af 120-dages reglen.

Højesteret har den 11. august 2015 truffet afgørelse om en arbejdsgiver der vidste eller burde have vidst, at en af deres ansatte havde en lidelse, der kan sidestilles med et handicap og arbejdsgiveren havde herefter tilsidesat tilpasningsforpligtelsen. 120-dages reglen i funktionærloven var derfor ikke anvendelig.

A, der var ansat i et supermarked, fik konstateret leddegigt. Sygdommen medførte væsentlige funktionsbegrænsninger. A blev efter længere tids sygefravær opsagt efter 120-dages reglen.

Højesteret udtalte, at det er en forudsætning for, at arbejdsgiveren kan anses for at have tilsidesat tilpasningsforpligtelsen, at arbejdstageren godtgør, at arbejdsgiveren vidste eller burde vide, at arbejdstageren var handicappet i lovens forstand, hvilket ligeledes fremgår af Højesterets dom af 23. juni 2015.

I den konkrete sag blev det lagt til grund, at den ansatte orienterede sin arbejdsgiver om sin leddegigt og om det heraf følgende behov for tilpasning af hendes arbejdsfunktioner. Arbejdsgiveren vidste også, at hendes brug af håndledsskinner samt deltidssygemeldingen i juni 2009 var begrundet i denne sygdom og kommunen havde ligeledes rettet henvendelse til arbejdsgiver om muligheden for at gennemføre hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger.

Højesteret lagde derfor til grund, at arbejdsgiveren vidste eller burde vide, at A led af en sygdom, der indebar et handicap, og at arbejdsgiveren derfor var forpligtet til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger i henhold til forskelsbehandlingsloven for at give A adgang til fortsat beskæftigelse.

Højesteret fandt, at arbejdsgiver ikke havde godtgjort, at de muligheder for tilpasning, som den ansatte havde foreslået, ikke kunne være tilbudt hende som hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, eller at de ville medføre en uforholdsmæssigt stor byrde.

Højesteret udtalte derudover, at 120-dages reglen i funktionærloven ikke kan anvendes, hvis et sygefravær er en følge af, at arbejdsgiveren har undladt at træffe hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger efter forskelsbehandlingsloven.

Da arbejdsgiveren ikke havde overholdt denne forpligtelse, og da Højesteret lagde til grund, at sygefraværet kunne have været afværget helt eller delvist med sådanne foranstaltninger, var betingelserne for at anvende 120-dages reglen ikke opfyldt på opsigelsestidspunktet.

A blev herefter tilkendt erstatning for løntab samt en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, som efter en samlet vurdering blev fastsat til et beløb svarende til 9 måneders løn.