Erstatningsnævnets afvisning af erstatningskrav grundet manglende hjælp til opklaring af sagen; uberettiget

Østre Landsrets dom af 8. juli 2015

Medlemmet var i 2009 udsat for et røverisk overfald under sit arbejde som chaufør. Han havde to gange tidligere været udsat for overfald.

I forbindelse med overfaldet afgav medlemmet forklaring til politiet først lige efter episoden samt en efterfølgende forklaring, der fandt sted ca. 1 måned efter episoden. Under den anden afhøring, blev politiet nødt til at afbryde afhøringen grundet hastende politiopgaver og oplyste medlemmet om, at afhøringen ville blive genoptaget snarest muligt.

Da politiet efterfølgende forsøgte at genoptage afhøringen, aflyste medlemmet denne og udtrykte endvidere, at han ikke ønskede at samarbejde med politiet, da han havde brug for ”luft”. Medlemmet havde det på dette tidspunkt psykisk meget dårligt.

Medlemmet søgte efterfølgende om erstatning efter ’lov om erstatning til ofre for forbrydelser’. Ansøgningen blev afvist af Erstatningsnævnet begrundet i, at medlemmet ikke havde hjulpet tilstrækkeligt til opklaringen af sagen. Sagen blev herefter anlagt ved Byretten, med påstand om at Erstatningsnævnet skulle anerkende erstatningskravet som omfattet af loven.

Under sagens behandling blev sagen forelagt Retslægerådet, der udtalte, at det røveriske overfald med stor sandsynlighed havde forværret medlemmets psykiske lidelser, og medført en belastningsreaktion. Retslægerådet udtalte videre, at medlemmet grundet sine psykiske lidelser kan have fejltolket hensigten med genoptagelsen af afhøringen på paranoid vis. Medlemmet fik i 2011 stillet diagnosen paranoid psykose, Retslægerådet mente dog, at diagnosen mest sandsynligt drejede sig om paranoid skizofreni.

Byretten frifandt.

Sagen blev anket til Landsretten, der med dom af 8. juli 2015 omgjorde Byrettens afgørelse. Landsretten lagde vægt på, at medlemmets afvisning af genoptagelsen af afhøringen samt udtalelsen om, at han ikke ønskede at samarbejde med politiet måtte tilskrives den psykiske tilstand, der gjorde, at han ikke var i stand til at medvirke i en yderligere afhøring; dette særlig henset til Retslægerådets udtalelse. Erstatningsnævnet blev derefter tilkendt at anerkende medlemmets ret til erstatning efter lov om erstatning til ofre for forbrydelser.

Afgørelsen er den første af sin slags, hvor en domstol skulle tage stilling til hvorvidt der var hjemmel til – efter en anmeldelse - at kræve, at man som voldsoffer afgav forklaring til Politiet og i øvrigt samarbejdede for at være erstatningsberettiget. Landsretten kom frem til, at man som udgangspunkt var forpligtet til at samarbejde, men at voldsofferets psykiske tilstand kunne være af en sådan karakter, at dette krav ikke kunne stilles.

Sagen blev i landsretten ført af Advokat Martin Haug.